Når 2 bliver til 3

Når det er tid at få baby ud af soveværelset og man ikke vil flytte, så må der findes plads andetsteds.

 

Hej Lone,

Vi har lige fået en dejlig dreng og nu nærmer sig det tidspunkt, hvor vi er begyndt at overveje, om han skal ud af soveværelset.
Vi bor i en treværelseslejlighed, som vi brugte meget energi på at sætte i stand lige før fødslen og vil derfor gerne nyde lejligheden lidt længere.
Lejligheden er inddelt med to stuer og et soveværelse.
De to stuer er knap 20 m2 og derfor ikke store nok til at rumme både spisestue, tv og kontor i et af rummene og det er derfor udelukket, at han kan få en af stuerne til sit værelse.
Vi har derfor tænkt at sætte en gipsvæg op så han kan få en “halv" stue som sit værelse.
I plantegningen nedenfor har jeg med hhv. blå og rød skitseret hvor vi overvejer at sætte en gipsvæg.
Ved den blå løsning bliver værelset ca 1,3 x 3,7 m og ved den røde løsning ca 2,1 x 2 m.
Har du nogen andre ideer eller gode råd til hvordan vi kan indrette os uden at skulle rive nogle vægge ned?
Med vores nuværende møblering har vi spisestue kun med spisestue møbler og i “tv-stuen” har vi tv, sofa, reol og skrivebord.
I soveværelset har vi skab og det meste af vores opbevaring. i tænker derfor forsat at have sofa + fjernsyn i den stue, vi skal dele med vores søn, de resterende møbler vil vi flytte til spisestuen.

Med venlig hilsen Trine og Tommy

 

Øverst Plan A og nederst Plan B med større åbning

Kære Trine og Tommy.

Bortset fra det med pladsen, så er det jo fantastisk med sådan en baby,- håber I nyder hvert minut!
Med hensyn til jeres forslag, så dur den Blå i hvert fald ikke, for der er intet vindue og intet dagslys.
Den Røde efterlader stuen amputeret, hvor der næsten ikke er plads til sofaen eller jeres andre møbler..
Det lille bittebørnekammer, der jo skal have en dør, vil gøre anvendelsen meget svær både i stuen og i rummet.
Jeg har skitseret lidt forskellige løsninger og lander nok på en lidt større omrokering, end I lige har som udgangspunkt.
På den anden side: Hvis det skal have nogen mening med opdelingen, skal den fungere ordentligt, så I får nogle flere gode og ”velfungerende” år i lejligheden.
Plan A deler rummet op på midten, så der er et vindue til hvert rum og en rimelig mulighed for møblering. Med en 10 cm skillevæg bliver rummene indvendigt 180 cm brede.
Ved at placere den nye dør incl. karmtræ 65 cm inde på væggen, bliver der plads til et klædeskab bag døren på 150 cms længde,- f. eks. Ikeas standard skabe på 100 + 50 cm. Eller måske kan jeres nuværende skabe komme til at passe ved at blive delt imellem de to rum,- det vil jo være endnu bedre...
Resten af babys værelse er uproblematisk at møblere.
Det resterende rum kunne I så anvende som jeres soveværelse med en seng på max 160 cm ved vinduet samt et skab indenfor døren.
På denne måde behøver I ikke at ændre yderligere på selve lejligheden og I får nu to gode rum til hhv. spisestue og ophold.
Plads til babyens tæppe / kravlegård/kasser m legetøj osv, fylder meget og det plejer at hobe sig op i stue / spisestue, hvor I jo er.

Plan B er med samme opdeling men med en anden møblering: I beholder soveværelset hvor det er nu, men flytter jeres spisebord ind i det resterende stueareal.
Det kræver at I fjerner det længste vægstykke imellem de to stuer, så I får plads til både spisebord og sofagruppe.
Det kan ikke være en bærende væg men snarere en bræddevæg, som vil være relativ nem at fjerne med en ny, stabiliserende overligger over hullet, så I bevarer stukken.
Jeres arbejdsplads kan placeres som vist i hjørnet opad den resterende væg imellem stuerne.
I begge tilfælde A og B er der god, kort forbindelse imellem jer og baby, når han vågner om natten.
Jeg ville helt klart kaste mig ud i Plan B, da I får al den plads I skal bruge og masser af lys og albuerum; 
Nu er jeg så heller ikke bange for et par dages støv og rod, men virker det uoverskueligt med et lille barn, så bør det være en opgave som en tømrer kan lave på en lille uges tid inklusiv den nye skillevæg, så I måske kan campere et andet sted mens det værste står på...

Jeg håber I finder den bedste løsning for jeres lille familie.

Mange hilsener Lone

 

 

Boligbloggen

På denne blog besvarer jeg læserspørgsmål og giver gode råd og tips om indretning, viser spændende nyheder indenfor boligen, gør opmærksom på nye butikker og på andre, spændende blogs, websites og bøger om indretning samt skriver om de tanker en indretningsarkitekt gør om sit arbejde. I må meget gerne stille spørgsmål herinde om bolig og indretning, kommentere på mine skriverier og selv komme med jeres bedste indretningstips. Har du billeder af dine tips og indretningsspørgsmål kan disse fremsendes til: [email protected] 

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter