Værelse indretning
© Getty Images

Fra ét børneværelse til to teenageværelser - men hvordan?

Gennem 12 år har Familien Olssons tvillinger delt børneværelse. Nu er det på tide, at tvillingerne får hver deres værelse i stedet for, men hvordan løser man det? Lone Barslund har et bud.

17. februar 2018 af Lone Barslund

Kære Lone.

Vores tvillinger har delt værelse de første 12 år af deres liv. De er ikke uadskillelige, men har mange fælles interesser og kammerater, så det har været helt problemløst.

Nu synes vi alle i familien, at det efterhånden er tid til, at de får hver deres værelse, og det kan de få ved, at vi flytter rundt, så de får vores dagligstue.

Det er et dejligt rum, og der er de to nødvendige vinduer. Problemet er bare, at det ”forreste” værelse bliver gennemgangsrum til det bagerste, og det kan vi ikke rigtig se os ud af.

Samtidig er der også gennemgang til køkkenalrum, men den dør kan vi måske godt blænde og få adgang på anden vis.

Måske kan du hjælpe med en god opdeling, så indretningen bliver så optimal som mulig?

På forhånd mange tak fra Familien Olsson.

Plantegning

Plantegning over Lone Barslunds bud på en løsning.

© Lone Barslund

Kære Familien Olsson.

Jeg vil foreslå jer at sætte en skillevæg mere op, udover den, der deler værelserne på tværs af facaden, så I laver en fælles fordelingsgang med fælles garderobeplads. Dermed undgår I dels tunge skabsmøbler i værelserne, og dels bevarer I adgangen til hele familiens fælles alrum.

Gangskillevæggen kan I lave med glaspartier over dørene, så der kommer lidt indirekte dagslys i gangen. Husk, at gangen helst skal holde 120 cm i bredden, så I kan komme gennem i en fart, skulle der opstå brand, men også så I kan komme omkring med de større møbler.

Skillevæggene laver I ca 9 cm tykke, af 5x5 cm lægter og 2 x gips eller MDF plade, så der er plads til 5 cm (lyd-)isolering mellem værelserne og plads til at trække el-kabler til stik.

Det bliver selvfølgelig ikke så store værelser, men der er alligevel plads udover senge til både skrivebord, lænestol og et skab eller reol på 100x40 cm til diverse private sager.

Vælg lette møbler og lyse materialer, så værelserne fremstår så rummelige som muligt – det betyder ikke, at I ikke kan sætte farve på væggene.

Mange hilsener Lone

Lone Barslund

Lone Barslund

Er bygningsarkitekt og har indrettet alt fra boliger til virksomheder. Lone Barslund har en omfattende viden om og erfaring med både indretning og ombygninger af private hjem. Lone Barslund har rådgivet BO BEDREs læsere i mere end 20 år. 

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter