Haver

Pilehaven ved søbredden

Lisbet Kaares have fletter fingre med skovene ved Esrum Sø. Kurve, skulpturer og hegn af pil er vævet ind mellem de oprindelige træer, og hendes baggrund som tekstildesigner giver et godt blik for bladformer og en veludviklet sans for den smukke tilfældighed.

En let brise ude fra Esrum Sø får pilene foran Lisbet Kaares sortmalede træhus til at rasle blidt. Hun og manden overtog huset i 1998, og siden har Lisbet Kaare fået alt fra skovgrundens oprindelige træer over bregner til bølgende pilehegn til at tale samme sprog.

Lisbet Kaare er tekstildesigner, og den baggrund har givet hende et godt blik for bladformer og det perfekte plantemiks. Hun elsker at nusse med detaljerne i haven, men holder også meget af tilfældighederne i det store uderum.

Ånden i haven kan kaldes for intuitiv knopskydning, hvor arkitekttegnede haveplaner slet ikke er relevante.

– Når vi fx fælder et træ, så åbner det næsten altid op for nye ideer. Det sidste træ, vi fældede, er fx blevet til en skulptur af stubbe i forskellige højder, og børnebørnene er vilde med at springe rundt fra stub til stub. Og selv om hun elsker at kæle for detaljerne i haven, så er grundtanken helt sikkert mere løs og naturlig.

Annonce

– Min have skal ikke være pæn og friseret. Det skal faktisk virke som om, at jeg slet ikke har været her. Jeg kan godt lide, at det hele ikke er styret af mig – og så
alligevel, hvis en selvsået plante ikke passer ind, så bliver den flyttet eller fjernet, siger Lisbet Kaare.

En ting, der dog ikke er overladt til tilfældighederne, er sammensætningen af planter. Haven har flere flotte bladformer end farverige blomster, og det hænger sammen med Lisbet Kaares baggrund som tekstil-designer.

– Det er et fag, hvor man beskæftiger sig med overflader og strukturer. Den samme fascination gør sig gældende her. Jeg dyrker fx flere bregnesorter. De er helt vidunderlige, når de ruller sig ud i deres spiraler om foråret. Lisbet Kaare dyrker også pil. Først og fremmest fordi hun synes, at den er smuk.

Annonce

– Pil passer godt til haven. Her i den fugtige jord ved søen er den ikke et fremmedelement, men helt naturlig. Hun har taget nogle flettekurser og har med egne ord flair for håndarbejde, så nu bruger hun ivrigt pilen til at flette kurve samt hegn ind i haven.

– At flette pil er tæt forbundet med at væve. Jeg bliver aldrig færdig med pilen, og der er altid en kurv eller et hegn, der skal flettes. Det engagement har også affødt flere skulpturer. Bagest i haven står fx et vindue af pil med udsigt til skoven.

Ideen fik Lisbet Kaare i et udenlandsk have-magasin, og hun havde i forvejen et jerngitter, som blev fundament for fletværket af pil.

– Det er en af mine måder at styre naturen på. Man kan kalde det land art – altså kunst i naturen.

Annonce

Lisbet Kaares bedste piletips
Tag et kursus, og undersøg, om du kan lide materialet. Det kan faktisk være hårdt for fingrene at flette pil.

Til kurve skal du bruge 1-års-planter. De har ingen sideskud. Arten Bleu er en af de bedste til kurve med sine meget lige skud, der er rigtigt smidige.

Til hegn skal pilen være 2-3 år. Så får du et mere robust hegn, der holder længere.

Pil til kurve skal tørre i 3-6 måneder. Til hegn er nyhøstet eller halvtør pil det bedste.

Pil høstes i januar/februar, hvor planten er i hvile og har smidt bladene.

Tag stiklinger i januar/februar. De skal være cirka 30 cm og omtrent så tykke som en blyant. Opbevar dem ved køleskabstemperatur eller koldere, og sæt dem i jorden i marts/april.

Vil du ikke selv dyrke pil, kan du købe den som selvhøst, fx hos Arresø Pil.

Annonce

Abonnementstilbud

8 numre + Morten Heiberg bagesæt

8 numre + Morten Heiberg bagesæt

BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.

Nyeste artikler

Når kun det bedste er godt nok

Når kun det bedste er godt nok

Gennemtænkt og gennemført. En ...
Læs mere

Gratinerede asparges

Gratinerede asparges

Enkelt, sommerligt og godt.
Læs mere

Blæksprutte

Blæksprutte

Nem og lækker.
Læs mere

Asparges - Grønne

Asparges - Grønne

De er så knasende sprøde og smager ...
Læs mere

Tilmeld nyhedsbrev

Annonce

Annonce

Annonce