Kom med til en vidunderlig have i Nordsjælland viet til duft og skønhed. Besøg også stedets orangeri, som forlænger sommeraftnerne.
Klokken er kun lige lidt over seks om morgenen, da vi besøger Præstebakkegård denne junidag, som skal vise sig at blive en af sidste års bedste sommerdage, og hvor ville man ønske sig, at de billeder, vi viderebringer på disse sider, også kunne dufte, for allerede fra solens første stråler opvarmede duggen på rosenbladene, bredte sig dagen igennem en parfume overalt, hvor vi gik.
Her bor Kate Sørensen og Niels Nielsen sammen med bullterrieren Martha og den franske bulldog Børge, og de har alle fire noget af et paradis af have at snuse rundt i.
Kate Sørensen har gennem de seneste otte år drevet en butik på gården i Tisvildeleje, hvor der i løbet af året tilbydes alt lige fra julepynt, boligtekstiler og gaver over antikke møbler til planter, når det er havesæsonen, der banker på.
Hun har en god fornemmelse for at vælge moderigtige planter og gerne specielle farver eller sorter. Sådan har hun også indrettet sin egen have. – For mig har planternes dufte været vigtige, derfor vælger jeg ikke kun med øjnene, men især med næsen, når jeg søger efter nye sorter til min have.
En anden af glæderne ved en have er også de rigtig mange fugle, der gennem året besøger os, og derfor har vi også valgt planter, som fuglene kan lide, og steder, hvor de kan skjule sig. Planterne bliver tæmmet, men får også lov til at vokse sig store og gerne lidt vilde, for en have skal man kunne gemme sig i.
– Spring ud i det, det kan sagtens blive for planlagt, synes jeg. Hvis man fortryder nogle sammensætninger, kan de fleste sagtens flyttes uden de store problemer.
Kate Sørensen er en slagfærdig personlighed, og derfor kommer det nok ikke bag på dem, der kender hende, at hun ikke går rundt med en fin rosensaks og nipper lidt hist og pist. Nej, rosenbuskene og andre vækster får to gange om året en med hækkesaksen, ikke noget finurligt pjat her.
– De får en med grovsaksen, ler Kate Sørensen, som til gengæld slår fast, at der skal vanding til i løbet af forårets og sommerens tørre perioder, og det kræver sin kvinde, for det at anlægge en blomstrende have gennem hele sæsonen har været hovedprincippet for Kate Sørensen og Niels Nielsen.
Sted til sommernatten
At træde op ad trinene til Præstebakkegårds orangeri er som at gå ind i en anden verden.
– Vi ønskede os et sted, hvor vi kunne sidde og spise om aftenen, også selv om det måske ikke er lunt udenfor. Det er hævet op over det naturlige terræn på en muret sokkel og er bevidst lagt i halvskygge fra de store træer omkring placeringen, for ellers ville her blive alt for varmt.
Citrontræer – kaldet gin og tonic-træer af ejerne, gæt selv hvorfor – de brændte sten, krukker med blandt andet chokoladeblomster, som ses i nærskud i venstre hjørne, og jernmøbler slår den sydlandske stemning an.
Indenfor bruger Kate Sørensen mest at sætte krukker, som let kan flyttes udenfor og vice versa. Om vinteren bliver huset brugt til citrontræerne og fx agapanthus, som ikke tåler frost. Selve orangeriet fandt Kate Sørensen og Niels Nielsen hos Pavillion Danmark, men fik det skræddersyet, så det passede til deres behov.
Stressfri zone
Området er så stort ved Præstebakkegård, at Kate Sørensen på et tidspunkt fik bygget et hus, som hun selv 100 procent råder over. Det ligger på en gammel hestefold langt væk fra hovedhuset og butikken.
Den stråtækte, lille idyl er indrettet sådan, at hun kan slappe fuldstændig af med en bog – trække stikket ud, som hun udtrykker det. Indretningen følger tæt hendes egen smag, der også ses i udvalget i butikken. Lidt antikt i pasteltoner med forkærlighed for fransk eller italiensk landstil.
Præstebakke Paradis har åbent fra 27. marts på torsdage, fredage, lørdage og søndage fra kl. 10-17.30. Samt alle helligdage i samme tidsrum.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.