Ann-Charlotte Andersen og Bo Rasmussen så muligheder i en have, hvor andre så problemer og begrænsninger, så de købte den stærkt skrånende grund i Morud på Fyn.
Der havde allerede været mange ude at kigge på den særprægede grund i naturskønne omgivelser i Morud på Fyn, før Ann-Charlotte Andersen og Bo Rasmussen kom forbi og kiggede.
Den smukke udsigt trak folk til, men niveauforskellen på den stærkt skrånende grund på 1386 m² skræmte dem væk igen. Men ikke Ann-Charlotte Andersen og Bo Rasmussen. – Det var lige noget for os, for så havde vi mulighed for at lave et spændende byggeri og især en have, der ikke lignede alle de andre i kvarteret, siger Bo Rasmussen.
I måtte virkelig begynde fra bunden med denne have. Hvad var det allerførste, I gjorde? – Fra vores gamle have var vi vant til en god, muldrig jord, så derfor var det noget af et chok at skulle anlægge have i hård lerjord, som grunden her bød på. Jeg fik lagt en halv meter jord på overalt. En vognmand kom med jorden, og så blandede jeg det med champost, der er jord fra en champignon-bonde. Det er den gode, nærende jord, der har været grundlaget for, at resten er lykkedes her i haven.
Hvad er tankerne bag jeres have? – Vi vidste, at der skulle ske noget mere. Jeg lavede et lille bed ad gangen og tog det i etaper. Det er sådan, jeg vil anbefale at gribe en ny have an. På den måde fik jeg gjort kål på græsset bid for bid. Haven er aldrig færdig, men vil hele tiden forandre sig, og der er hele tiden noget, som skal justeres.
Hvor planlagt er jeres have? – Jeg plejer at sige, at naturen er den bedste havearkitekt. Jeg kan godt lide at se, hvad der sker. I vores have er der fx kommet laurbær, sommerfuglebuske og hyld helt af sig selv. Vi fjerner heller ikke ukrudt. Det er også af hensyn til dyrene. Der kommer flere dyr, jo mere diversitet, der er i haven. Vi har fx guldsmede, pindsvin, frøer og tudser.
Hvad er der lagt vægt på i haven? – Jeg synes, at det er vigtigt med gode kroge i en have, så jeg har forsøgt at udnytte alle hjørner optimalt. Selv det nye brændeskur, der egentlig bare skulle have været et skur, er blevet til en god solkrog. Fra disse hyggelige, små siddepladser har jeg tænkt over at skabe gode kig gennem haven.
Hvordan er haven om vinteren? – Der er en kombination af løvfældende og stedsegrønt i haven, og det er med vilje. Sne er flot i haven, fordi vi ligger højt, og der er mange strukturer, mange forskellige grene og aftegninger i haven. Vi fjerner ikke det visne, det ser også smukt ud med forfaldet i haven, og man kan altid rydde op til foråret. Jordkulturen er også meget bedre, når haveaffaldet cirkuleres naturligt. Stauderne bliver ikke klippet ned, for så er der mere til fugle og dyr om vinteren, siger Bo Rasmussen.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.