Kathrines rum i haven

Der er langt fra det lille étplanshus i gasbeton med en meget omfattede, japansk have, som Kathrine Brandt og hendes familie flyttede ind i for snart 8 år siden, til den have, vi står i nu.

– Alt, hvad der havde noget med japanske haver at gøre – det havde vi her: en havedam, perlegrus og et virvar af forskellige planter, hvori ordet japansk indgik. Det skulle bare væk, fortæller hun.

Kathrine Brandt er landskabsarkitekt, ligesom hendes mand Rasmus Dragenberg, så det var på mange måder meget naturligt, at haven blev tænkt med ind fra start, da parret gik i gang med en større forvandling.

Ambitionen var klar fra første øjeblik: med få, enkle greb at skabe rammen for fleksible uderum, der føles lige så meget som et hjem som stuerne indenfor. Og med plads til deres to aktive drenge, Magnus og Tobias på 8 og 6 år.

Selve haven er et levende bevis på, at stringent ikke betyder kedelig. For selv om den nu er udformet efter stramme linjer, med fokus på det lange kig ned over grunden, så er der masser af variation og oplevelser lagt ind, når man bevæger sig igennem de forskellige rum og funktioner.

Tættest ved huset er pladsen prioriteret til den hævede træterrasse og en lavere klinketerrasse, hvor store syrener giver mulighed for en plads i enten sol eller skygge det meste af dagen.

Det er også her, tæt ved huset, at Kathrine har anlagt sine staudebede. De er hverken store eller særligt krævende, men er plantet til med sans for variation og farver, ligesom hun hele sommeren nyder godt af de små, indbyggede krydderurte-bede i den gule stenbelægning.

Sten, der i øvrigt var lagt til udsmidning hos en af naboerne, og som Kathrine og Rasmus hurtigt fik klunset sig til og hentede på en masse trillebørsture ned ad vejen. De havde den der helt rigtige slidte, gule farve, som står godt mod husets sorte træfacade.

Hvide blomster er sat i dybden af bedene, hvor de lyser op i den tætte bevoksning, og mere farvestrålende blomster træder frem foran i solen.

Staudebedene markerer desuden, at du nu bevæger dig fra ét haverum til det næste – fra terrassernes nære miljø, hvor familien typisk er samlet om måltider og hygge – til græsplænen, hvor børnene har frirum og plads til boldspil og leg. Bagest i haven træder man et par trin op til en anden haveoplevelse.

En stensætning og en høj bøgehæk markerer, at vi nu bevæger os et helt andet sted hen. Til den ene side Kathrines køkkenhave, hvor flagstangen og en lille læsekrog har plads. Til den anden side bålplads, æbletræer og spejderhygge. Her får man fornemmelsen af at være på udflugt i sin egen have med snobrød og mirabeller fra det levende hegn.

Græsset hernede får lov til at blive lidt mere langhåret end på plænen, og der er plads til fordybelse bag bøgehækkene.

– Jeg kan enormt godt lide ideen om, at man ikke kan se alting fra ét punkt. Man må gerne kunne forsvinde lidt for sig selv, og det er også planen, at hækkene nede i bunden skal blive så høje, at man ikke kan ses oppe fra huset.

At der er steder, hvor vi er sammen, og steder, hvor vi er alene og kan finde ro. Det er også rart med noget variation. At noget er plejet, og noget andet er mere vildt.

Og flagstangen, den har Kathrine Brandt lært at elske med tiden: – I begyndelsen syntes jeg simpelt hen, at den var topmålet af parcelhusklicheen. Men den står egentlig fint hernede ved køkkenhaven, og flaget hejser vi, når vi, venner og naboer har fødselsdag.