Krukker er gode hyggespredere på terrassen i din have, med farver, dufte og frodighed. Læs her, hvordan du giver planter i krukker de bedste betingelser.
Planter
i krukker har ikke de samme vækstbetingelser som planter i et bed, hvor der er rigelig plads til rødderne og fri adgang til vand og næring. De ringere pladsforhold gør, at jorden i krukker hurtigere tørrer ud. Og jo mindre krukke, jo oftere skal den have vand. På sydsiden kan det derfor godt være en fordel at vælge lidt større krukker og det materiale, der er bedst til at holde på vandet - medmindre du er meget flittig med vandkanden.
Rødderne har heller ikke specielt gode kår på den begrænsede plads i en krukke. De bruger hurtigt den næring, der er i jorden, så gødning er vigtig. Du kan blande langtidsvirkende gødningspiller i plantejorden, så der i løbet af sommeren hele tiden frigives gødning. Du kan også vælge flydende gødning, der hældes i vandingsvandet.
En luftig jord.
Når du planter i krukker, er det vigtigt, at jorden ikke bliver for kompakt. Du kan få luft i jorden ved at blande lidt grus eller lecasten i, så trives rødderne bedst og kan nemmere optage næring. Jorden kan også bedre optage vandet. Når krukken er plantet til, er det en god idé at dække jorden med fx et lag småsten eller barkflis. Jorden vil da holde sig fugtig i længere tid.
Det er vigtigt med dræn i krukkerne, da blomsternes rødder ellers risikerer at rådne, fordi de står i vand. Det bryder de færreste sommerblomster sig om. Bedst er det, hvis krukken har hul i bunden, så det overskydende vand kan løbe fra. Bor eventuelt selv huller med enten et murbor eller et metalbor, alt efter hvilket materiale det er. Drænhullet dækkes med potteskår eller småsten, dernæst fyldes bunden, fx med et par centimeter lecanødder, der ikke tynger krukken. Hvis krukken gerne må få mere tyngde, kan du lave drænet af småsten, så den ikke risikere at blæse omkuld.
Den varme sommer.
Giv krukkerne en underskål, så planterne har et lille vandreservoir at tære på, når jorden bliver tør. Så kan du bedre være væk en weekend i en varm sommerperiode uden at komme hjem til udtørrede krukker med hængende blomster. Hvis det alligevel skulle ske, og jorden i en krukke er blevet så tør og hård, at vandet bare løber igennem krukken, må du give den førstehjælp. Stil den udtørrede krukke i en stor spand eller balje, og fyld helt op med vand. Lad den stå, til jorden er helt gennemvædet.
Hvis du skal være væk i længere tid, vil krukkerne klare sig bedre i skyggen, evt. halvt gravet ned i jorden.
Svævende frodighed
Der er mange måder at hænge blomster op på, men det giver et indtryk af frodighed, når øjet også finder blomster til vejrs.
Og der er meget plads at hente i højden - på et ellers kedeligt plankeværk eller under et udhæng fx. Vær opmærksom på, at vind får vandet til at fordampe hurtigere, hvis blomsterne hænger på et sted, hvor det lufter lidt.
Gemt bag krukker
Har du brug for afskærmning på din altan eller terrasse, så sæt krukkerne op i højden - enten ved at fylde altankasserne eller bruge en plantereol - så du kan sidde i fred bag potterne. Med denne løsning kan du let regulere graden af privatliv. Hvis du ønsker mere udsyn, fjerner du blot nogle af krukkerne.
Frostsikre krukker
Husk at vælge frostsikre krukker, hvis dine krukker skal stå ude året rundt. De koster lidt mere, men så er du udrustet til vores kolde klima.
Krukker på hjul
Hvis du jævnligt flytter rundt med dine krukker, så køb en bund med hjul til de store krukker, så er de lettere at flytte rundt med.
Brug en vinflaske
En hurtig genvej til et midlertidigt vandingssystem er at bruge fx en tom vinflaske. Fyld den med vand, og stil den på hovedet i krukken. Så kan planten selv drikke, efterhånden som den har brug for det.
Valg af planter
Vælg planter, der tåler tørke, hvis du ikke vander hver dag på de varmeste sommerdage.
Tørketålende stauder:
Husløg (Sempervivum)
Sankthansurt (Sedum telephium)
Lavendel (Lavendula angustifolia)
Brudeslør (Gypsophila)
Tørketålende sommerblomster:
Fløjlsblomst (Tagetes)
Jernurt (Verbena)
Mange krydderurter tåler også tørke.
I princippet kan enhver form for beholder bruges til urtepotte, når blot der er plads til jord og plante, og den kan tåle vand. Men der er fordele og ulemper ved de forskellige krukkematerialer.
Lav et vandingssystem Høje krukker, hvor planterne sidder i etager, er svære at give en ensartet vanding. Problemet kan løses med et plasticrør, der er ca. 5 cm i diameter. Længden skal være afstanden fra bunden til et par cm over jordens overflade. Bor huller i røret med ca. 5 cm mellemrum overalt på røret. Sæt en prop i bunden af røret, fx en sammenkrøllet plastikpose, så vandet ikke løber for hurtigt igennem. Anbring røret midt i krukken, fyld pottemuld i, og plant den til. Husk at holde toppen af røret fri for muld, så det er nemt at vande. Systemet kan også bruges til mindre krukker, og du slipper for at vande hver dag i højsæsonen.
Giv planterne et løft En effektiv måde at få dine krukker til virkelig at se ud af noget på er at arrangere planterne på podier i forskellige niveauer. Hvis du har mange krukker, der blot står på terrassen, kan planterne let komme til at skygge og tage opmærksomhed fra hinanden. Placerer du krukkerne i forskellige højder, får planterne mere luft og lys og dermed - for de fleste sommerblomsters vedkommende - bedre vækstbetingelser. Planterne tager sig ganske enkelt bedre ud, og hvis nogle af blomsterne dufter, vil du også få større glæde af det, hvis de kommer højere op.
Sådan tætner du dine potter Du kan tætne din krukke med et produkt, der hedder vandglas eller natronvandglas. Det er en klar, tyktflydende væske, der blandes i forholdet 1:5 med vand. Vandglas er en ætsende væske, så beskyt hænderne med gummihandsker, og brug beskyttelsesbriller. Det smøres på krukken med en pensel. Når krukken er tør, kan du gentage behandlingen, og efter to-tre gange har krukken fået en glasagtig overflade og er nu vandtæt.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.