Opskrifter - grill - grillet ørred

Grillet med æblemostarda og æble-peberrods-salat

Opskrift til 4 personer

ørredfilet frisk 600 g delt i 4 “bøffer” – eller 4 små foreller, udbenet til dobbeltfileter
salt 2 tsk.
sukker 1 tsk.
citron 1 stk., skallen herfra
rygesmuld en håndfuld (kan købes i sportsfiskerforretninger, hos slagtere og fiskehandlere)
æbler 6 stk., røde
sennep 1-2 spsk., grov
æbleeddike 2 spsk.
julesalat 2 stk.
piskefløde 1½ dl
peberrod 1 tommeltotstort stk.
havsalt
sort peber, friskkværnet

Krydr fiskenes kødside med salt, sukker og citronskal. Sæt dem på køl, og lad dem salte minimum 2 timer, gerne længere.

Skær 4 æbler i kvarte, og damp dem møre (med skal og kernehus) under låg i en gryde med et par spsk. vand. Når æblerne er møre, blendes de kort, og pureen presses gennem en si. Smag pureen til med den grove sennep og æbleeddike.

Del julesalaterne i de enkelte blade. Pisk fløden stiv, skær de sidste to æbler i meget små tern, eller riv dem, og vend dem med fløden. Riv peberroden fint, og justér æblesalaten med den, salt og peber.

Dup ørredbøfferne/forellerne tørre med køkkenpapir, og læg dem med skindsiden nedad på grillristens ene halvdel.

Læg 6-7 varme grillbriketter samlet i den ene side af grillen, og sæt risten på grillen, så fiskene er længst væk fra den direkte varme. Drys en lille håndfuld rygesmuld på kullene, og læg hurtigt låget på grillen. Lad det ryge 3-4 minutter, læg endnu lidt rygesmuld på kullene og ryg 3-4 minutter til.

Tjek graden af tilberedning på fiskene, hvis de mangler et par minutter til i varmen, bør det ske uden yderligere røg.

Ved servering:
Server den lune, røgede ørred med æblemostardaen og æble-peberrods-salaten i julesalatbladene.

Måske er du interesseret i...

Andre læser