Opskrifter - grill - gedeost

Grillet med kartofler i små pizzaer

Opskrift til 4 personer

gær 5 g
vand 2 dl
salt 1 tsk.
olivenolie 1 spsk.
hvedemel 150 g
durummel tipo ’00’ 100 g
gedeost 150 g blød, fx en fransk chèvre doux-type
kartofler 300 g, gerne små
bredbladet persille 1 bundt
jomfruolivenolie 2 spsk.
hvidløg 1 fed
sorte oliven 2 spsk.
havsalt
sort peber, friskkværnet

Opløs gær og salt i vandet, og rør olie og de to slags mel ud heri. Ælt minimum 10 min., til du har en meget blank og smidig dej. Overdæk med køkkenfilm, og lad dejen hæve 1 time eller til dobbelt størrelse.

Vask eller skræl kartoflerne, kog dem lige akkurat møre i saltet vand og lad dem køle helt af.

Pluk imens bladene fra persillen, og blend den til en pesto med hvidløget og olien i en foodprocessor.

Skær de kølede kartofler i skiver, og vend dem med persillepestoen, justér smagen med salt og peber. Udsten de sorte oliven, og snit eller hak dem let.

Del pizzadejen i 12 mindre kugler, og rul dem ud til minipizzaer, der er et par millimeter i tykkelse.

Læg skiver af de marinerede kartofler, gerne overlappende, på hver pizza, og top med en skive gedeost og lidt hakket oliven.

Skub kullene ud langs kanten af grillen med en grilltang eller -palet, så midten er fri, og pizzaerne ikke får direkte undervarme. Bag pizzaerne 4 ad gangen midt på risten og under låg 5-6 minutter, til bunden er sprød, og gedeosten er smeltet og gratineret.

Ved servering:
Servér evt. med en enkel grøn salat og olie-eddike-dressing.

Måske er du interesseret i...

Andre læser