Arkitekt Plesner har sat sit præg på Skagen, hvor han blandt andet har tegnet banegården, noget af Brøndums Hotel, Klitgården, som tidligere var feriebolig for den kongelige familie, og altså også Hotel Plesner. Hotellet ejes nu af kok og hotelejer René Knudsen fra Århus og har netop undergået en gennemgribende renovering i Plesners ånd. Anne Madirazza tog kontakt til arkitekt og skagbo Poul Nedergaard, som hun betegner som lidt af en Plesner-ekspert. Sammen skiftede de fx vinduer, så der kom forsatsvinduer i, hvor de manglede, de genetablerede paneler og pudsede vægge. Anne Madirazza har holdt hotellet i lyse farver, hvor sand, luft og vand er de gennemgående temaer. Se mere på hotelplesner.dk.