Hvad gjorde du for 10 år siden – før iPhone?

I dag er det 10 år siden denne mand præsenterede en gadget, der ændrede vores hverdag. Ved du, hvad det er – og kan du huske, hvad du gjorde før?

29. juni 2017

29. juni 2007 var en almindelig dag. Folketinget behandlede et forslag om genforhandling af aftalen om Femern-forbindelsen, og på Nyborg Gymnasium var der dimmision-fest. I USA sendte Apple en ny slags telefon i butikkerne, som havde en skærm i stedet for taster, og apps i stedet for menuer: iPhone var født.

Det var først et år senere, 10. juli 2008, at man i Danmark kunne købe en iPhone, da 2. generation kom på markedet. Den blev eksklusivt solgt af Telia, og der var køer, høj musik og feststemning ved salgsstederne. I København var Strøget fuld af mennesker, og ved midnat rullede en Hummer op foran Telia-butikken. Danmarks første iPhone blev båret ind i en metalkuffert, og sat i en holder: iPhone var kommet til Danmark.

Alle skulle have en iPhone

Kort efter, var der ikke nogen diskussion – hvis man skulle have en telefon, skulle det være en iPhone, og de øvrige telefon-producenter, kunne kun halse efter. Nokia, som ikke troede på smartphones, blev udraderet, og hvem kan egentlig huske Ericsson eller Motorola?

Det er blevet til en langvarig romance. Danskerne har taget iPhone til sig som få andre, og markedsandelen er en af de højeste i verden. iPhone har forandret hverdagen og har givet os enorme muligheder, men også enorme problemer – og det hele er sket på kun 10 år, hvor vi er gået fra telefon-kultur til smartphone-kultur. 

Dét er Apple og Steve Jobs fortjeneste. iPhone skabte smartphonen, og i dag er det svært overhovedet at huske, hvordan det var før. Da man ikke kunne gå på nettet, når man var ude at gå. Hvor man ikke kunne høre Spotify under løbeturen. Hvor man ikke kunne betale med Mobilepay. Hvor man ikke ... Ja, hvad mener du – hvad er dine minder med iPhone de seneste ti år?

Den første iPhone blev præsenteret 9. januar 2007 og blev sat til salg 29. juni samme år. Først året efter kunne danskerne købe en iPhone, da iPhone 3G blev sat til salg.

© Apple

Måske er du interesseret i...

Andre læser