Kørvelsuppe med kammuslinger
© Anders Schønnemann

Pikant kørvelsuppe med rimmede kammuslinger

Suppen er let og har en pikant kørvelsmag, som matcher de rimmede kammuslinger rigtig fint. Begge dele tilberedes i forvejen, og suppen smager allerbedst, når den serveres afkølet.

6. juni 2017 af Lone Kjær

4 personer

RIMMEDE KAMMUSLINGER

8 kammuslinger
1 lille bundt dild
1 spsk. salt
1 spsk. sukker

KØRVELSUPPE

2 små porrer
250 g kartofler
200 g grønne asparges
1 liter grønsags- eller hønsebouillon
1-2 dl piske fløde
1 stort bundt kørvel
lidt citronsaft
salt og peber

RIMMEDE KAMMUSLINGER

• Kom kammuslinger i en skål, og drys med hakket dild, salt og sukker. Vend godt rundt, og dæk med husholdningsfilm. Stil kammuslingerne på køl til næste dag.

KØRVELSUPPE

• Rens porrerne grundigt, og skær dem i skiver. Skræl kartoflerne, og skær dem i skiver. Skyl de grønne asparges og knæk den nederste træede ende af. Skær asparges i snitter.
• Kom porrer, kartofler og asparges i en gryde sammen med bouillon og kog i ca. 15 minutter, til det er godt mørt. Skyl kørvel og slyng den tør. Tag lidt kørvel fra til pynt, og hak resten groft. Kom kørvel i suppen, og blend suppen godt. Tilsæt fløden og smag til med citronsaft, salt og peber. Afkøl suppen.
• Hvis du bedst kan lide suppen helt ensartet kan den sies. Ellers røres der lige i suppen, inden den anrettes som her i tallerkener med rimmede kammuslinger og lidt frisk kørvel til pynt. 

Måske er du interesseret i...

Andre læser