Opskrift på fiskesuppe med porre og kulmule
© Anders Schønnemann

Fiskesuppe med porre

Fiskesuppe er stærkt undervurderet. Det smager fantastisk, er genial gæstemad, og køber du en god fiskefond, er suppen med kulmule dejlig nem at lave.

28. april 2016 af Lone Kjær

Opskrift på fiskesuppe med porre

Til 4 personer

Fiskesuppen er i en skål fra Bitz-serien, hørservietten er fra Himla, og sort ske fra Gense.

DILDOLIE
dild 1 lille bundt
flagesalt 1⁄2 tsk.
olivenolie 1⁄2 dl

FISKESUPPE
hvidløg 2 fed
fennikel 1 stk.
porre 1 stk.
smør 20 g
hvidvin 3 dl tør
fiskefond 7 dl
kulmulefilet uden skind og ben 300 g
piskefløde 2 dl
citron 1⁄2 stk.
salt og peber

TILBEHØR
brøndkarse 1 potte
brød

Sådan gør du

DILDOLIE:
• Skyl dilden, og slyng den tør.
• Kom dild og salt i en blender, og kør det sammen.
• Lun olien, den skal være fingervarm, og hæld den i blenderen til dilden. Blend et par minutter.

FISKESUPPE
• Pres hvidløgene. Skær top og bund af fennikel, og snit fennikel fint, fx på et mandolinjern. Rens porren, og skær i tynde skiver.
• Smelt smørret i en gryde, og svits grønsagerne et par minutter, uden at de tager farve. Tag lidt fra til pynt.
• Tilsæt hvidvin, og reducer til ca. 1/3. Tilsæt fiskefond, og kog op.
• Skær fisken i 4 pæne stykker, og damp i fiskesuppen under låg i ca. 3 min. Tilsæt fløde, kog op, og tag gryden af varmen. Smag suppen til med citronsaft, salt og peber.
• Anret suppen med kulmule i skåle, og dryp olien over. Top med grønsager og brøndkarse. Servér med brød.

Måske er du interesseret i...

Andre læser