Sommerhus i træ, der er ved at blive bygget.
© Erik Juul

10 gode råd når du skal bygge sommerhus

Blogger og arkitekt Erik Juul fortæller her om et unikt sommerhus, han netop har bygget: et både lille og stort hus skabt til moderne menneskers liv.

25. april 2017 af Mikkel Hede

Sommerhussæsonen begynder

Foråret nærmere sig med forsigtige og tøvende skridt. Men inden længe kommer det løbende imod os, hvorefter vi ikke kan gøre andet end tage imod med åbne arme, holde det tæt ind til os, og lade dets lune sjæl varme vores, efter en lang vinter, noget køligere sjæl.

Og sammen med foråret kommer også sommerhus sæsonen. Nu åbnes der forsigtigt. Har sommerhuset overlevet vinteren, er det uskadt? Vi har måske ikke været der længe, og for dem af os der har meget gamle og u-isolerede sommerhuse, er det altid spændene at se hvordan det klarede vinteren og frosten. 

Fik vi tømt alle vandrørene, f.eks.? Det gjorde vi så ikke, kunne det konstateres, da der blev åbnet for vandet. Utroligt hvor meget vand der kan komme ud på et køkkengulv på meget kort tid. Det fortalte mine sommerhusvenner i hvert fald, fordi jeg var arbejdsramt og måtte blive hjemme.

Hjælp til at få tegnet sommerhus

En anden forårsbebuder er at vi på tegnestuen får en del spændende henvendelser fra folk, der gerne vil have vores hjælp til at få tegnet et sommerhus. Enten et helt nyt eller en omfattende ombygning af et eksisterende sommerhus.

Opgaverne og bygherrerne (arkitektens kunder) er forskellige, men alligevel er der nogle fælles træk, fordi der er nogle grundlæggende elementer, som jeg synes man bør prioritere, når man bygger sommerhus.

Dem vil jeg gerne dele med Bo Bedres læsere og konkretisere ved hjælp af to sommerhuse. Det ene tegnede vi til fotografen Ditte Isager og hendes familie. Huset forventes at stå færdigt i løbet af foråret. Og det andet er til David og Maria og deres tre børn. Den opgave er vi lige startet på, og processen og forløbet vil blive delt her på bloggen. 

Her er med udgangspunkt i disse to sommerhusopgaver 10 råd til dig, der gerne vil have bygget et nyt sommerhus. 

Udsigten fra Erik Juuls eget sommerhus.
Udsigten fra Erik Juuls eget sommerhus © Erik Juul

1. Arkitektur handler om at skabe rammer for det liv, man gerne vil leve

Så inden man tænker og taler om æstetik, form og materialer, er det vigtigt at man tænker over, hvad det egentlig er for et liv, man gerne vil leve sammen med sin familie, venner, legekammerater osv. 

Kan man lide at have gæster og børns venner med i sommerhuset? Skal der være plads til overnattende gæster? Skal der være mulighed for at man kan være mange sammen over længere tid? Boliger kan nemt bygges så pæne og rigtige, at det sjove liv ikke inviteres med indenfor. Et vist element af kaos og uoverskuelighed kan være livgivende.

2. Et sommerhus bør invitere til, at der leves et anderledes liv

Et sommerhus bør invitere til, at man lever et anderledes liv i forhold til, når man er hjemme. F.eks. bør sommerhus tegnes, så venner, familie og børns venner får lyst til at være sammen i længere tid. Det vil f.eks. sige, at der skal være mange forskellige rumlige situationer både ude og inde. Ikke mindst af hensyn til teenagebørn´s naturlige ønske om ikke længere at sidde på skødet af far og mor. Mange typer af sommerhuse er tænkt som et parcelhus nr. 2. Og jeg forstår ikke hvorfor.

3. Et sommerhus vokser i forhold til behov og økonomi

Ditte Isager og hendes mand Christian, har en datter på 4 mdr. og en søn på 4 år. 

- ”Vi behøver ingen værelser, fordi når vi er i sommerhus sover vi alle sammen, sammen,” var deres kommentar i forhold til rumprogrammet. Det giver mulighed for tegne en enkel planløsning med flotte rumligheder. De fleste børn af pattedyr foretrækker at være et helt tæt på mor og far i de første år, så hvem er det lige, der har bestemt at børn skal sove for dem selv i egne mørke værelser?

Aftalen er at, når børnene bliver ældre, tegner vi et eller flere annekser til dem. En familie er en organisk struktur der udvikler sig. Det kan et hus også være. Altså en organisk struktur der vokser i forhold til behov og økonomi. 

Arkitekttegninger af Erik Juuls sommerhus tegnet til Ditte Isager og hendes mand Christians sommerhus.
© Erik Juul

4. Et sommerhus bør invitere til, at man er mere udenfor end indenfor

De fleste af os er indenfor det meste af døgnet, og det sløver vores sanser. Dufte, varme, kulde, vinden, lyde og lyset, sanses på en helt anden måde, når vi er udenfor. At være i sommerhus må gerne være en sanselig oplevelse.

Hele facaden kan foldes væk i det sommerhus, jeg netop har færdiggjort til Ditte Isager. Stuen løber ud i terrassen og man kan stå på begge sidder af køkkenet: den ene indenfor og den anden udenfor. I badeværelset kan man åbne glasdøren, så man stå halvt ude/halvt inde og bade. En ny form for udebrus!

Mellem hovedhus og anneks er der et overdækket udeareal, hvor hele familien kan sove sammen under åben himmel. Vinden i træerne, havets brussen i det fjerne og Karlsvognen der skramler hen over nattehimlen.

Man skal i øvrigt gå udenfor, for at benytte bad og toilet. Det er fire skridt henover et overdækket udeareal, men alligevel: det kræver en modig bygherre.

5. Byg mindre, men bedre 

Det er lidt ligesom med det gode kostråd: spis mindre, men bedre. Selv om de fleste af os helst vil bo stort, så siger antal m2 ikke noget om de arkitektoniske kvaliteter. Og ved at bygge mindre får vi mulighed for at bygge bedre.

Ditte og Christians ønske var et lille sommerhus i stedet for et stort mod til gengæld at få råd til gode materialer og omhyggelige udførte detaljer. Huset er på kun 50 m2 plus et overdækket areal på 16 m2. Det er en anden måde at forstå luksus og eksklusivitet på.

Det er hvad vi forstår ved New Nordic Simplicity.

Indvendigt er vægge og lofter beklædt med smukke Douglas planker fra Dinesen, og vi fik PT Vinduer til at undlade at behandle rammerne indvendigt, så de kan ludbehandles sammen med plankerne. Gulvet er udført i glittet beton af OL Gulve, og det skaber en flot stoflig komposition af træ og beton. 

Tegningen af sommerhus med råd til dem, der vil have bygget nyt sommerhus.
© Erik Juul

6. New Nordic Simplicity - keep it simple

Pust ud og slap af når i opstiller funktionskrav til sommerhuset. De fleste af os kan klare os med mindre end vi tror. Det var bl.a. det jeg beskrev i interviewet her på Bo Bedre ”Bo småt – lev stort”. Jeg tror ikke på at vi skal gå på kompromis med komforten, men der sker ofte det, at hvis vi ejer for mange ting, så ejer tingene os.

I vores eget 80 år gamle sommerhus er der f.eks. ingen skabe til tøj. ”Det kan man da ikke”, var min første tanke, og siden da har jeg ikke skænket det en tanke. Og vi skal gå udenfor, når vi skal i bad og på toilettet. Hvilket viser sig at være både praktisk og charmerende. Isoleringen er kun 50 mm, og det betyder at når der er otte grader udenfor, er der også otte grade indenfor. Hvilket igen betyder at man beholder overtøjet på, og lader dørene være åbne, fordi vi alligevel er taget i sommerhus for at være mere udenfor end indenfor.

7. Tænk småhusene ind arkitektonisk

I et sommerhus er der typisk behov for opbevaring af havemøbler, redskaber, brænde og ikke mindst det legetøj, der skal sikre, at børnene også har lyst til at tage med, når de bliver teenagere. Og som giver de voksne mulighed for at være teenagere. Eksempelvis: surf, kajak, båd, fiskeri, dykkerudstyr osv. De småhuse, det kræver, bør anvendes arkitektonisk. Dvs. som rumskabende elementer, der er tænkt ind i en helhedsplan.

Mellem hovedhus og depotrum defineres i Ditte Isagers sommerhus et attraktivt uderum. Hele facaden kan foldes til side og rummet kan overdækkes med et solsejl. 

Træuld anvendt under træloft i sommerhus.
Træuld anvendt under træskallen i Ditte Isager og Christians sommerhus. © Erik Juul

8. Investér i de usynlige materialer

Alt for ofte bygges huse i dårlige materialer, der bl.a. resulterer i et dårligt indeklima. Derfor er det en god ide også at investere i de usynlige materialer. Dvs. isolering, dampspærre og vindspærre. 

Væggene er bygget op på samme måde, som i det første FSC certificerede sommerhus i Danmark, som vi tegnede for Signe Wenneberg. Det vil sige: en vindspærre i en træfiberplade fra den norske producent Hunton, træuldsisolering produceret af nordiske nåletræer, dampbremse i papir, og til sidst Douglas planker - træ, træ og træ. Meget enkelt materiale-sammensætning, hvor materialerne arbejder sammen. Med andre ord: et rigtigt træhus med et behagligt og tørt indeklima.

Træuldsisoleringen kan optage og afgive fugt, og derfor behøver vi ikke en egentlig dampspærre i kraftig plast, som det oftest er påkrævet fordi sten eller glasuldsisolering ikke kan komme af med fugten. I stedet kan hele klimaskærmen - dvs. den bygningsdel, der skærmer os mod klimaet - optage og afgive fugt. ”Den kan ånde”, som det ofte bliver beskrevet.  

Hemsen i Signe Wennebergs sommerhus
Hemsen i Signe Wennebergs sommerhus - Verdens første FSC-hus på pæle © Ditte Isager

9. Arkitektonisk fortællerglæde

Minimalistisk arkitektur bliver ofte fortolket som noget der resultere i minimale oplevelser. Og det er der jo ikke meget skæg ved. For hvem vil have minimalisme når man kan få maksimalisme?

Men man kan godt arbejde med en minimalistisk form som indeholder stor kompleksitet. Dvs. at en bolig giver mulighed for mange oplevelser. Jeg beskriver det som arkitektonisk fortæller glæde.

Huset er i princippet bare en lang ”kedelig stang”, men når man går på opdagelse i den, opdager man forskellige rumligheder og et godt bevægelses-flow.

Fra stuen er der adgang til en hems - fra hemsen er der udgang til et semi overdækket dæk. Fra dækket kan man gå ind over ”taget” på badeværelset og herfra ned i gæsteværelse. Det minder mig om min barndoms oplevelser på naboens firelængede bondegård, hvor små døre førte videre til nye ”hemmelige” rum og hølofter.

10. Hyggeligt sommerhus - også når det regner og blæser

”Byger som går og kommer, det er den danske sommer,” skrev Thøger Larsen i ”Danmark nu blunder den lyse nat”. Sangen er fra 1922, men trods klimaforandringer er der ikke meget, der har ændret sig. Derfor bør et sommerhus i Danmark også være hyggeligt, når det regner og blæser. Og hvis vi er beskyttet mod regn og vind, kan vi faktisk være ude det meste af året.

Mellem hovedhus og anneks er det overdækket udeareal med mulighed for udebrus. Her vil man side i læ for regn og vind. Stuegulvet der er udført i beton af OL Gulve føres med ud på terrassen. Mellem hus og depotrum udspændes et solsejl. Det giver mulighed for at lave mad uden for, imens regnen drypper på teltdugen….op med humøret!

God sommer!

Måske er du interesseret i...

Andre læser