Pegu Club Cocktail
Pegu Club Cocktail fra Holmens kanal © Peter Altenburg

Opskrift på en af historiens mest raffinerede cocktails - Pegu Club Cocktail

Den læskende og aldeles forfriskende cocktail med bl.a. gin, lime og appelsinlikør er farlig. Farlig som i fristende ... Den blev født i de svale barer langs Rangoon-flodens smukke breder i slutningen af det 18. århundrede.

10. juni 2016 af Peter Altenburg, GILT og Holmens Kanal

Cocktailen blev opfundet af britiske sø-officerer

Burma - tilbage i slutningen af det 18. århundrede. Britiske søofficerer tilbringer deres sommervarme aftener i den svale bar langs Rangoon-flodens smukke breder.
Som ægte sportsmænd drages barens gæster mod bartenderens potente eliksirer og The Pegu Club står som det indlysende epitome på en glædens hule, et Shangri-La for gentlemen med smag for livet. Her mødtes man på den muntre vej op og på ulyksalighedens dystre vej ned.

Nedfældet i datidens søfartslov, skulle der i de britiske sø-rationer indgå gin og lime som en naturlig del af flådens ‘survival kit’. Netop derfor indgår præcis disse to ingredienser i en af datidens ultra-moderne klassikere. Tilført et stænk af orangelikør og enkelte dråber af den aromatiske Angostura-bitter var denne for baren i Burma en absolut signatur, og et usædvanlig markant fingeraftryk i den klassiske cocktail historie.

Og intet under at denne fristelse har stået som en ledestjerne i gin-cocktailens historie. Den sprøde London Dry gin forbinder sig elegant med den iskolde, friskpressede limejuice og den søde appelsinlikør balancerer perfekt cocktailens udtryk med ekstra aromatisk dybde fra den legendariske Angostura-bitter fra Trinidad-Tabago.

Som mange andre klassiske gin-cocktails kan æggehvide være perfekt medvirkende til at skabe et tørt og crispy udtryk, men medvirker dog ligeledes til tab af den læskende effekt. The Pegu Club Cocktail er bedst knastør. Den læskende og aldeles forfriskende mundfuld er med en potentspiritus-base farlig. Farlig som i fristende...

Sådan laver du The Pegu Club Cocktail

  • 50ml Geranium Gin
  • 15ml Orange Curacao (appelsinlikør - ex. Cointreau)
  • 15ml friskpresset lime
  • 2 stænk af Angostura
  • (evt. 20ml æggehvide)

Alle ingredienser shakes i en isfyldt shaker og ‘straines’ i et iskoldt cocktailglas på stilk. Serveres uden is og sugerør.

Cocktailmesterens blå bog

Peter Altenburg har beskæftiget sig med sammensætningen af alkohol og friske råvarer i mere end 20 år. Han er indehaver af GILT på Rantzausgade i København og driver derudover den velbesøgte Holmens Kanal.

GILT har været nomineret til Byens Bedste Cocktailbar seks gange, og nomineret til iByen-prisen to gange. GILT udvikler i dag cocktailprogrammer for internationale barer og restauranter. 

Måske er du interesseret i...

Andre læser