Det eneste, der er bedre end en iskold mojito, er en HINDBÆR mojito!

Giv den klassiske caribiske mojito med lime og mynte en forfriskende rød prik over i'et med hindbær.

8. april 2017 af Mikkel Hede

Nem hindbær mojito 

En iskold mojito slår aldrig fejl. Den er perfekt i sydens varme, og den er uovertruffen på cocktailbaren eller på terrassen om sommeren. Den klassiske caribiske mojito er med mynte, rørsukker, dansk vand og lime. Over det tema findes der et utal af variationer. En af de mest besnærende er en hindbær mojito.

Hindbær mojito findes der igen flere forskellige takes på. Danskvandet kan skiftes ud med Sprite, rørsukkeret kan varieres med en hjemmeblandet simple syrup - og så videre.

Den nemmeste opskrift er dog den helt simple, hvor det eneste twist på mojitoen er tilsætning af friske hindbær. Se videoen sidst på siden her, der viser alle trin i opskriften. Eller følg vores opskrift i 10 trin herunder.  

Hindbær mojito i glas med støder.
© Tasty

Ingredienser i hindbær mojito

  • Lys rom (4 cl)
  • Friske limebåde (fra en 1/2 til en hel lime afhængig af størrelsen)
  • 10 mynteblade
  • 10 friske hindbær
  • Knust is
  • Dansk vand (ca. 5 cl)
  • Rørsukker (tre teskefulde med top)

Sådan gør du i 10 trin

Der er forskellig smag og behag i mojitos, så det er der også i hindbær mojitos. Vil du have din mojito - eller dine gæsters - til at være stærke og alkoholiske eller milde og forfriskende? 

Det kan du afstemme med tilsætningen af henholdvis sukker og rom. Målene i denne opskrift er derfor omtrentlige. Prøv dig lidt frem, inden det går løs. Du vil ikke fortryde. Det er nemlig en meget behagelig og velsmagende læreproces. 

1. Mix drinken i et afkølet glas

2. Læg en lille håndfuld limebåde ned i glasset 

3. Anbring ca. 10 hindbær ovenpå

4. Læg ca. 10 mynteblade henover

5. Strø tre teskefulde rørsukker med top ovenpå

6. Brug en støder til med få velanbragte stød at knuse bærrene delvist og frigøre limesaften

7. Put godt med knust is ned i glasset. 

8. Tilsæt den hvide rum

9. Hæld dansk vand ned i drikken som den allersidste ingrediens. Drikkens styrke kan også afstemmes med danskvanden.

10. Rør det hele sammen.

Video med opskrift på hindbær mojito

Her i denne ultrakorte video fra YouTube-kanalen Tasty kan du se alle trin i opskriften på hindbær mojito:

Måske er du interesseret i...

Andre læser