Is med smag af koldskål serveret med kammerjunker og jordbær.
© Anders Schønnemann

Koldskålsis med kammerjunker og jordbær

Sommerens favorit-dessert her serveret som is med hjemmebagte kammerjunkere og solmodne jordbær. Perfekt afslutning på en sommermiddag på terrassen.

21. august 2016 af Lone Kjær

Opskrift på koldskålsis med kammerjunker og jordbær

Til 4 personer

KAMMERJUNKERE CA. 60 STK.
hvedemel 150 g
sukker 50 g
bagepulver 1⁄2 tsk.
vaniljesukker 1 tsk.
kardemomme 1⁄2 tsk.
smør 60 g
æg 1 stk.

KOLDSKÅLSIS
vaniljestang 1 stk.
æggeblommer 4 stk., pasteuriserede (svarer til 2 bægre)
sukker 75 g
piskefløde 2 dl
kærnemælk 3 dl
citron 1 stk.
jordbær 500 g 

Sådan gør du

KAMMERJUNKERE CA. 60 STK.
•Kom mel i en skål med sukker, bagepulver, vaniljesukker og kardemomme. Findel smørret, og smuldr det i melet. Saml dejen med ægget. Er dejen for klistret, tilsættes lidt mere mel, er den for tør, tilsættes lidt mælk.
•Del dejen i 4 stykker, og tril til pølser. Skær pølserne i skiver, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag kammerjunkerne ved 175° i ca. 15 min. Afkøl dem på en bagerist.

KOLDSKÅLSIS
•Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Pisk æggeblommer og vaniljekorn med sukker til en luftig æggesnaps.
•Pisk fløden til blødt flødeskum i en anden skål, og vend med æggesnaps og kærnemælk til en iscreme. Tilsæt reven citronskal.
•Kør iscremen på en ismaskine, hvorefter den fryses. Ved servering scoopes isen op og serveres med kammerjunkere og jordbær.

TIP Har du ikke en ismaskine, kan iscremen fryses i en beholder med tætsluttende låg i ca. 4 timer. Rør i isen under nedfrysningen, så der ikke dannes iskrystaller. Resultatet bliver bedst, hvis isen køres på en ismaskine. 

Måske er du interesseret i...

Andre læser