Nyt nordisk design dyrker de skandinaviske designrødder, men tilfører dem humoristiske og skæve detaljer. Domineret af lyse, lette træsorter og naturlige tekstiler.
Søren Rose Kjær, designer og indehaver af Søren Rose Studio. Modtager af prisen for Årets Møbel i BO BEDRE Awards 2010 for serien Gymnasium.
Hvad er nyt nordiskt design?
Den nye nordiske stil handler om at forstå de klassiske dyder og så blande dem med noget andet.
Og så er der en række producenter, der har forstået, at det ikke er nok bare at designe et møbel.
Vi er blevet gode til at fortælle historier, hvilket også er karakteristisk for den nye bølge. Man kunne nævne &Traditions lille sidebord Shuffle Table. Det har en fantastisk historie, og det er et møbel, du selv kan sætte dit præg på.
Hvordan er stilen opstået?
Fordi mange designere på den ene side gerne vil prøve noget helt nyt, men også har en lyst til at gå tilbage og se på, hvad det var, de gamle mestre kunne rent produktionsteknisk i 1950’erne og 60’erne.
Det er sundt at lære af historien, og det er karakteristisk for den nye, nordiske bølge, at det er ting af rigtig god kvalitet, som viser respekt for det gode håndværk, men drejer tingene lidt.
Hvad kommer vi til at se i 2011?
De ting, der kommer i år, er designet under finanskrisen, hvor der ikke var mange, der ofrede en million på et formværktøj.
Det bliver små, funktionelle ting, som rummer den lille genistreg, der gør dem interessante.