© Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Sjældne Kjærholm-møbler på auktion for første gang

Bruun Rasmussen Kunstauktioner sætter en kræsen samling på auktion d. 24 september. En række af Poul Kjærholms mest sjældne og udsøgte møbler sælges.

1. september 2015 af Mette Nexmand

Disse møbler har aldrig været under hammeren før. Vi har med dansk kulturarv at gøre – en række unikke møbler, som på mange måder indkapsler guldalderen indenfor design.
Her vil bl.a. blive mulighed for at købe to kvadratiske daybeds, der aldrig har været i serieproduktion, og derfor er helt exceptionelle.
Arkitekten Poul Kjærholm var en af de mest minimalistiske og æstetiske formgivere fra den berømte generation, som Arne Jacobsen og Wegner også tilhørte. 

Læs også: Design, du skal investere i som millionær

“Kjærholm var både uddannet møbelsnedker og arkitekt, og det gav ham en enestående sans for at forene håndværk og æstetik,” står der i en pressemeddelelse fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner, som d. 24. september sætter en række særligt interessante Kjærholm-møbler på auktion.
Auktionshuset holder eftersyn: 10.-14. september på samme adresse

Her er auktionens højdepunkter

Ekstremt sjælden daybed
To yderst sjældne eksemplarer af "PK-80A". Kvadratisk daybed med stel af forkromet stål. Betrukket med patineret naturskind. Vurdering: 300.000-500.000 kr.
Forlægget var den rektangulære version, ”PK-80” fra 1957, der i dag er et internationalt designikon og bl.a. findes på MoMA i New York.
To år senere formgav han den kvadratiske version til Tårnby Rådhus, som blev tegnet af arkitekt og professor Halldor Gunnløgsson – Kjærholms mentor. De udbudte eksemplarer blev produceret til det forgangne Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet i Holstebro.

Væghængt sofa
Seks væghængte sofamoduler af typen ”PK-26”. Materialerne består af det karakteristiske matforkromede stål og det patinerede originale nigerskind. Kjærholm formgav sofaen som type i 1956 til sin tidlige samarbejdspartner, arkitekt Erik Christian Sørensen, der bl.a. brugte den i indretningen af medicinalvirksomheden Lundbeck. Kjærholm var ikke helt tilfreds med modellen, og i samarbejde med tapetserermester Ivan Schlechter modificerede han hynderne til det karakteristiske udtryk, som ses i auktionens eksemplar.

Den hellige gral
Ingen tvivl om, at sofabordet med træstel og den atypiske bordplade af glas kan betegnes som den hellige gral, når man taler Kjærholm. Året er 1952, og bordet er udført i et udpræget organisk og skulpturelt formsprog. Selv set oppefra er bordet visuelt smukt. Det hører til blandt hans allertidligste eksperimenter, og det er kun udført som prototype i dette ene eksemplar. Den nuværende ejers familie købte det direkte af arkitekten i begyndelsen af 1950’erne. 

Se hele udbuddet af møbler her

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter