Finn Juhl hotel
Finn Juhl hotel

Det nye Finn Juhl-hotel er åbnet i den japanske by Hakuba. Her er vi gået ind i stuen, der er et studie i hygge. Alle møbler er af Finn Juhl - her ses fx 45-stolen, Baker-sofaen og høvdingestolen.

Onecollection åbner verdens første Finn Juhl-hotel i Japan

Vær blandt de første, der får lov at se verdens eneste Finn Juhl-hotel, som netop er åbnet i Japan. BO BEDRE har fået eksklusiv adgang til hotellet før alle andre.

1. december 2016 af Nyhedsredaktør Jakob L. Falhof

House of Finn Juhl Hakuba åbnede i går med en stor reception i det totalrenoverede hotel, de to ejere af Onecollection, Hans Henrik Sørensen og Ivan Hansen har indrettet med Finn Juhl-møbler fra kælder til kvist. Men rejsen frem mod receptionen går hele tre år tilbage, hvor de to ejere sad og snakkede med en af deres japanske partnere.

- Det startede som en skør idé. Vi sad og talte om, at vi elsker at stå på ski, og så sagde vores partner, at vi skulle tage at købe en ski-hytte her i Hakuba, som er Japans bedste ski-område, forklarer Henrik Sørensen over telefon fra Japan.

Udefra er hotellet en blanding af Tyrol og Japan, som det er tilfældet for mange af husene i området. Det ligger i en smuk dal i de japanske alper, og området er kendt for sine gode skisportssteder.
Finn Juhl hotel udefra

Det grinede de lidt af, men ikke mere, end at Ivan Hansen og Hans Henrik Sørensen dagen efter tjekkede huspriserne i området på internettet. Der faldt de over et hotel, og den første lille spire til det, der i dag er verdens første Finn Juhl-hotel, blev sået.
- Det er dog ikke dét hotel, vi har købt, men et andet, som er meget bedre, griner Henrik Sørensen, som samtidig forklarer, at den seneste uge op til åbningen har været mere end hektisk.

Japanere elsker Finn Juhl

Onecollection har i flere år haft en produktion af Finn Juhl-møbler i Japan, og de to Onecollection-ejere er imponerede over den passion, japanerne har for den danske møbelarkitekt.
- Selv da Finn Juhl var lidt glemt i Danmark, havde han mange japanske fans. Flere af dem har oven i købet besøgt ham i Danmark, forklarer Hans Henrik Sørensen.

Det var derfor oplagt at lægge hotellet i Japan, og kombinationen af natur og provinsby i Hakuba, er noget nær perfekt, mener de to nybagte hotelejere. Samtidig er hotellet kun en time fra Nagano, med 350.000 indbyggere, og to timer fra metropolen Tokyo.

Alle rum er indrettet med Finn Juhls ikoniske møbler, som her Poeten-sofaen, 109-stolen, Eye Table og Nyhavn-bordet. Værelserne og resten af hotellet har hvide vægge med sort træværk, hvilket giver et flot modspil til de varme og bløde former og den glæde ved farver, Finn Juhl altid udviste.

- Hotellet ligger i en dal i de japanske alper, og der er snegaranti i tre måneder af året med den fineste pulversne, man ellers kun finder i fx Aspen i USA. Resten af året er her fantastiske naturoplevelser for gæsterne, der kan gå ture i bjergene, fiske eller bare nyde et behageligt ophold i skønne omgivelser, siger Hans Henrik Sørensen.

Finn Juhls møbelarv overalt

Det gælder ikke mindst hotellet, for fra man træder ind af døren, mødes man overalt af Finn Juhls fantastiske møbelarv. Hotellet har blot seks værelser, som hver er opkaldt efter et af Finn Juhls ikoniske møbler – fx Pelikan-stolen, Høvdinge-stolen, eller Poeten, som så også er omdrejningspunktet for værelsernes indretning.

Høvdinge-stolen står flot og majestætisk overfor 44-stolen. De seks dobbeltværelser har hver fået navn efter et af Finn Juhls ikoniske møbler. Lamper og pendel er Vilhelm Lauritzens Radiohus-serie fra Louis Poulsen.

- Det fungerer som en form for showroom, men der er ikke noget med, at der ligger en bestillingsliste på hvert værelse. Slet ikke. Vi vil give folk en oplevelse, hvor de kan prøve at bo omgivet af nogle af de smukkeste møbler, der nogensinde er lavet, og hvor stemningen er helt afslappet, forklarer Hans Henrik Sørensen.

Folk skal have det rart

Det betyder fx, at man kan tage sig et glas rødvin i baren, uden at skulle opgive sit værelsesnummer, og ikke hele tiden skal have sit nøglekort med, for at kunne bevæge sig rundt i hotellet.

- Prøv at høre her, vi har jo ikke flere gæster, end at vi ved, hvem de er. Vi ønsker, at de skal have det rart, og føle sig hjemme, på samme måde, som vi selv gerne vil have det, når vi er hjemme, mener Hans Henrik Sørensen.

På spørgsmålet, om dette er starten på en global kæde af Finn Juhl-hoteller, griner Hans Henrik Sørensen højlydt.
- Det vil jeg ikke love. Det har været hårdt, at få det her op at stå for sådan nogle som os, der jo ikke er hotelfolk. Men hvis der er nogen andre, der er interesserede i at åbne et Finn Juhl-hotel, så er vi ikke afvisende, siger han.

France-stolen har fået en opblomstring efter at Onecollection har sat den i produktion igen. Her kommer den til sin ret og træder flot frem mod den sort-hvide arkitektur.

Værd at vide

Et dobbeltværelse koster ca. 2500 kr, pr. nat. Man kommer til hotellet ved at flyve til Tokyo, tage et hurtigtog til Nagano, rejsetid 1 time, og derefter en bus til Hakuba, rejsetid 1 time. Alternativt kan man blive afhentet i hotellets bil i Nagano. Se mere på hotellets hjemmeside: houseoffinnjuhlhakuba.com.

Sov sødt i skæret fra FJ-lamperne - de eneste lamper, Finn Juhl designede.

Måske er du interesseret i...

Andre læser