© &tradition

Skal du med til designfest?

Hele København kommer til at summe, når 84 danske og internationale brands åbner op for butikker og showroom i forbindelse med 3 Days of Design.

Som journalist på BO BEDRE, er en af årets højdepunkter at komme til møbelmessen i Milano, hvor der i hele byen er arrangementer, udstillinger og pop up-events. I denne uge lever og ånder Milano for design, og det er en fantastisk oplevelse at være en del af.

Du kan også være med

Men hvad med dig, der elsker design, men ikke arbejder på BO BEDRE, eller lige kan tage en uge til Milano i april?

 Fortvivl ikke, for i tre dage fra 1. til 3. juni åbner danske og internationale brands deres butikker og showroom for besøgende. Det sker i forbindelse med 3 Days of Design, der fra en stille start for nogle år siden, er vokset til Danmarks vigtigste designbegivenhed, hvor 84 danske og internationale brands åbner butikker og showroom for besøgende.

Og i modsætning til Milano, hvor man let går op mod 20 km om dagen, kan du slippe langt lettere omkring det i København. Der får nemlig gratis shuttle-busser mellem de vigtigste hotspots, så du kan bruge energien på at suge inspiration i stedet for at gå kilometer efter kilometer.

Mød designerne bag produkterne

En lang række af de deltagende brands har arrangeret særlige udstillinger, ofte med servering af lidt godt til maven og ganen, hvor man kan se nye produkter, møde menneskerne bag brandet og ikke mindst få en uformel snak med designerne.

På BO BEDRE-redaktionen glæder vi os helt vildt, og mens vi venter, har vi udvalgt nogle af de arrangementer, vi synes er mest spændende. Dem kan du se i vores liste over VIP-arrangementer, ligesom du kan se hele programmet – eller besøge 3 Days of Designs website, for at få flere oplysninger om de enkelte events.

Her kan du se listen over alle de deltagende brands: 

&SHUFL

Frederiksgade 1, 1st. floor

1265 København K
andshufl.com


&SHUFL er et designfirma, som udfordrer traditionel køkkendesign. Oplev den helt nye køkkenkollektion hos firmaet, der har udviklet skræddersyede løsninger, der passer til Ikeas globale system.

&TRADITION

Trangravsvej 24

1436 København K
andtradition.com


I et af Nordeuropas flotteste showrooms viser &tradition møbler og lys fra nogle af verdens førende designere. Glæd dig til at se årets nyheder fra de store messer i Stockholm og Milano.

ALIAS

Århusgade 120
2150 Nordhavn
fiorinitrading.dk

Italienske Alias har frugtbare samarbejder med store designere som Alberto Meda, Patrick Norguet, Eugeni Quitllet, Alfredo Häberli, Jasper Morrison, Nendo og mange flere.

ANKER & CO

Århusgade 120

2150 København Ø

ankerco.com


Anker & co repræsenterer ledende lysfirmaer som fx Barovier & Toso, Catellani & Smith, Wever & Ducre, Wästberg. Se nogle af de splinternye lysløsninger fra messen Euroluce i april. 

ASPLUND

Århusgade 120

2150 Nordhavn

fiorinitrading.dk


Et af Sveriges mest hæderkronede designfirmaer med rødder i godt håndværk, og som lægger vægt på høj kvalitet og bæredygtighed. Samt at udvikle design, som om det altid har eksisteret. 

ASTEP

Vermundsgade 40B
2100 København Ø
astep.design

Astep udvikler meningsfulde designobjekter. Blandt andet inden for lys, hvor man også har relanceret ikoniske lamper fra Gino Sarfatti og Vittorio Viganò.

ATELIER SEPTEMBER

Gothersgade 30
1123 København K
atelierseptemberbutik.dk

Området bag Café Atelier September er et designgalleri med kendte brands som Arco, Hvid og Thonet. Se også nyheder fra Jonas Trampedach og Birgitte Due Madsen

BRDR. KRÜGER

Pop up på Frederiksgade 1

1260 København K
brdr-kruger.com


Grundlagt i 1886 står Brdr. Krüger stadig i dag for de allerbedste danske klassiske traditioner og værdier. Oplev firmaets nye design i det foretrukne materiale træ.

BY LASSEN

Holbergsgade 20

1057 København K
bylassen.com


Oplev årets nyheder, og se topdesign fra to af Danmarks store arkitekter – Mogens Lassen og Flemming Lassen 

DANISH ARCHITECTURE CENTER


Strandgade 27B

1401 København K
dac.dk


Dansk Arkitektur Center er et samlingspunkt for alle med interesse for ny arkitektur, byernes udvikling og innovation i byggeriet. Se bl.a. udstillingen med den japanske stjernearkitekt Hiroshi Sambuichi.

DANISH CRAFTS & DESIGN ASSOCIATION


Bredgade 66

1260 København K
dkod.dk


Foreningens smukke projektrum, Officinet, formidler løbende nye projekter primært inden for Crossover-genren mellem kunsthåndværk-design-arkitektur-kunst.

DESALTO

Århusgade 120

2150 Nordhavn

fiorinitrading.dk


Det familieejede italienske firma er kendt for sit samarbejde med nye upcoming designere og topnavne som fx Piero Lissoni, Nendo, Arik Levy og Riccardo Blumer.

DESIGN WERCK

Krudtløbsvej 12
1439 København K
designwerck.dk

Showroom for en lang række af de mest trendsættende skandinaviske firmaer – oplev sæsonens bedste nyheder sammen med et glas fra vinbaren.

DESIGNMUSEUM DANMARK

Bredgade 68

1260 København K
designmuseum.dk


Se den roste udstilling
The Danish Chair sammen med en række andre spændende designudstillinger.

DINESEN

Søtorvet 5


1371 København K

dinesen.dk


Det smukke showroom er opdelt i, hvad der ligner en privat luksuslejlighed med Dinesen-design, og en anden del, som er et mere legende træværksted

DK3

Pop up på Frederiksgade 1
1260 København K
dk3.dk

Designfirmaet har en unik samling af møbler fra designere som Jeppe Utzon, Poul Cadovius, Børge Mogensen og Kaare Klint.

DUX

Pop up på Sveriges Ambassade Sankt Annæ Plads 15 A

1250 København K
dux.se

Den famileejede svenske virksomhed har siden 1926 udviklet nye senge og møbler. Blandt andre Bruno Mathsson og Folke Olsson står bag nogle af de klassiske design.

DEN SPANSKE AMBASSADE

Vesterbrogade 10

1620 København V
dinamarca.oficinascomerciales.es

Oplev det allerbedste af spansk design i en udstilling, som
lægger vægt på møbler, lys og tekstiler sat sammen i et inspirerende miljø.

DEN SVENSKE AMBASSADE

Sankt Annæ Plads 15 A
1250 Copenhagen K
swedenabroad.com/copenhagen

I samarbejde med de svenske firmaer Dux og Smaller Objects inviterer ambassaden indenfor i de smukke lokaler, som stammer tilbage fra 1752. 

DEN SCHWEIZISKE AMBASSADE

Richelieus Allé 14
2900 Hellerup
eda.admin.ch/copenhagen

Ambassaden åbner eksklusivt dørene, hvor en pavillon viser design af Verner Panton i samarbejde med Vitra. En installation af Laufen udfordrer schweziske designere – og der er picnic ved Øresunds kyst

ENIGMA

Øster Allé 1

2100 København Ø
enigma.dk


I det gamle posthus i hjertet af Østerbro finder man Enigma – Museet for Post, Tele og Kommunikation. Et museum fyldt med aktiviteter og oplevelser.
Et sted, hvor ordet sættes frit, og viden er i spil.

ERIK JØRGENSEN

Klubiensvej 22

2150 Nordhavn
erik-joergensen.com


Se et af Danmarks førende møbelfirmaer i nye omgivelser, når man åbner sit nye showroom på Bredgade 76. Oplev årets møbelnyheder, som blev lanceret på Milanomessen i april. På adressen i Nordhavn vil Erik Jørgensen vise nyheder til kontraktmarkedet.

EXTREMIS

Århusgade 120
2150 Nordhavn
fiorinitrading.dk

Det belgiske designfirma udvikler unikke skulpturelle møbler til ude- og indelivet

FILE UNDER POP

Frederiksgade 1, 1st. floor

1265 København K
fileunderpop.com


Firmaet producerer bl.a. håndlavede fliser i siciliansk lava og håndlavede tapeter designet blandt andreaf Elisa Ossino og Josephine Akavama Hoffmeyer.

FIORINI TRADING

Århusgade 120

2150 Nordhavn
fiorinitrading.dk


Se de internationale møbelbrands Asplund, Alias, Desalto, Extremis Gebrüder Thonet Vienna, Living Divani og Serralunga.

FLOS

Sydhavnsgade 28
2450 København SV
flos.dk

Oplev Flos' nye flotte showroom indrettet af OeO Studio med spændende ideer til lys i hjemmet, og se nogle af nyhederne fra årets messer.

FRAMA

Org. St.Pauls Apotek
Fredericiagade 57
1310 København K
framacph.com

Kom forbi det gamle apotek og få en fusionsoplevelse af design og kultur.

FREDERICIA

Løvstræde 1, 4th + 5th floor

1152 København K
fredericia.com

Måske lige nu Københavns flotteste showroom på toppen af det tidligere posthus i Købmagergade. Se årets designnyheder i spektakulære omgivelser.
 

GEBRÜDER THONET VIENNA

Århusgade 120

2150 Nordhavn
fiorinitrading.dk


Det Torino-baserede firma blev grundlagt i 1853 af den berømte Michael Thonet, men skiftede navn i 1976. Berømte designere udfordrer nu det klassiske design, fx Front og GamFratesi.

GETAMA

Frederiksgade 1, 3rd floor
1265 København K
getama.dk

Det 740 m2-store showroom er smukt indrettet som en kæmpe stor lejlighed med firmaets store kollektion af designmøbler, madrasser og auditorie- og teaterstole.

GRID SYSTEM APS

Bredgade 76
1260 København K
gridsystem.dk

Peter J. Lassen har designet GRID – systemet som både kan bruges praktisk og blive en skulptur i sig selv. Se flotte nye løsninger.

HAY

Frederiksgade 23

1265 København K
hay.dk


Lige siden grundlæggelsen af firmaet i 2002 har Hay erobret verdensmarkedet. Oplev nogle af årets møbelnyheder.

HELLE DAMKJÆR

Pop up på Bredgade 69

1260 København K
helledamkjaer.net


Den danske designer Helle Damkjær er et perfekt eksempel på en designer, der arbejder med mange forskellige former for design. Hun samarbejder med luksusbrands i New York, Tokyo, Paris og København.

HELLE FLOU

Frederiksgade 1, 4th floor
1265 København K
helleflou.dk

Helle Flou Studio blev grundlagt i 2011 og arbejder med interiørdesign i hoteller, restauranter og kontorer. Med kunder som Marriott Hotels, Løgismose, Jesper Høvring og Kopenhagen Fur.

HOUSE OF FINN JUHL

Frederiksgade 1, st.
1265 København K
Finnjuhl.com

I 2001 fik Ivan Hansen og Henrik Sørensen rettighederne til Finn Juhls skulpturelle og ikoniske møbler. Nu er kollektionen på mere end 40 mesterværker. Se nye otte udgaver.

IKON KØBENHAVN

Nørre Voldgade 42

1358 København K
ikonkobenhavn.com


Det København-baserede interiørbrand blev grundlagt i 2016 af søstrene Amalie og Sarah Thorgaard. Se den nye kollektion at borde med fliser i smukke farver.

KINNARPS

Gammel Strand 40
1202 København K
kinnarps.dk

Det svenske firma blev grundlagt i 1942 og er i dag Europas største producent af kontormøbler. Oplev firmaets nye design. 

KNOTHOUSE

Frederiksgade 1, 4th floor
1265 København K
knothouse.com

Designer Bettina Gedda står bag firmaet, der producerer tæpper i Nepal af tipetansk uld og kinesisk silke. Og hvor alle tæpper kan bestilles i individuelle mål.

KONTEMPO

Enigma Museum

Øster Alle 1

2100 København Ø
kontempo.com


Det handler om tekstiler! Med over 100 medlemmer arbejder KONTEMPO med at promovere tekstiler i en moderne kontekst.

KVADRAT

Klubiens 22, Frihavnen

2150 Nordhavn
kvadrat.dk


Med dybe rødder i den skandinaviske designtradition arbejder firmaet i dag med verdens førende designere – oplev nogle af de helt nye design netop præsenteret på Milano-messen.

KVADRAT SOFT CELLS

Orient Plads 1.1
2150 Nordhavn
softcells.com

Den nye Kvadrat Soft Cells design workshop er designet af Caruso St John Architect og fungerer også som eksperimenterende sted for lyd og akustiske løsninger.

LE KLINT

Store Kirkestræde 1
1073 København K
leklint.com

Etableret i 1943 producerer det hæderkronede firma stadig hele tiden nye lysløsninger. Se firmaets nye design i den flotte flag ship-store.

LIVING DIVANI

Århusgade 120

2150 Nordhavn
fiorinitrading.dk


Det italienske firma arbejder med store designnavne som fx Arik Levy, Piero Lissoni, Nathan Yong og Claesson Koivisto Rune. Sofaer, stole, borde, reoler og tæpper i toppen af design lige nu.

LOUIS POULSEN

Gammel Strand 28

1202 København K
louispoulsen.com


Det verdensberømte firma viser i sit showroom både de helt klassiske lamper i nye klæder og nye designnavne. Arne Jacobsen, Poul Henningsen, Verner Panton, Øivind Slaatto og Oki Sato i skøn blanding.

LOUISE ROE

Ryesgade 106A
2100 København Ø
louiseroe.dk

Oplev den nye kollektion af elegante items til hjemmet, hvor det gode håndværk og detaljen hele tiden er i højsædet. 

MATERIA GROUP

Gammel Strand 40
1202 København K
kinnarps.dk

Firmaet består af Materia, Nordic Care og Skandiform og er en del af Kinnarps Group. Man udvikler individuelle løsninger til arbejdspladser og konferencer. 

MENU

Hamborg Plads 2

2150 Nordhavn

menu.as


Besøg Menus nye designstudio, kontor og café i det nye område af Nordhavn, og se årets design- og møbelnyheder

MIA LAGERMAN

Frederiksgade 1, 4th floor

1265 København K
mialagerman.com


Mia Lagerman er møbeldesigner og arbejder især med at udforske materialet til at finde nye veje. Hun viser nye projekter, der er under udarbejdelse.

MILLION

Otto Busses Vej 5A - Building OBV26 st.
2450 København SV
millioncph.com

I det gamle lokomotivværksted kan man opleve møbler, lys og andre designobjekter i et kæmpe stort showroom på 600 m2.

MOEBE

Bredgade 65A
1260 København K
moebe.dk

Grundlagt af Anders Thams, Nicholas Oldroyd og Martin D. Christensen fokuserer firmaet på det essentielle design skåret ind til benet. 

MOGENS HANSEN

Pop up på Store Kongensgade 88
1264 København K
mh-moebler.dk


Siden 1961 har Mogens Hansen produceret møbler af højeste kvalitet. Oplev bl.a. arkitekt Rene Hougaards nye sofa Divine. 

MONTANA

Bredgade 76
1260 København K
montana.dk

Firmaet inviterer til grand opening af dets helt nye showroom med nye løsninger både til det private hjem og det professionelle kontor. 

MONTANA MOBILE

Bredgade 24
1260 København K
montanamobile.dk

En international møbelbutik med flotte løsninger i Montanas velkendte system sammen med møbler fra Knoll International, Fredericia, Juul Sofa og Verner Panton.

NORDRE TOLDBOD 23

Nordre Toldbod 23
1259 København K

Lokalet ligger i forlængelse af House of Finn Juhl og bliver brugt som rum til private møder og fester.

MUUTO

Østergade 36-38

1100 København K
muuto.com


I selve hjertet af København ligger firmaets imponerende showroom med fantastisk kig til byens tårne og tage. Firmaet vil vise årets møbel- og designnyheder.

NYTIBO

Store Kongensgade 88
1264 København K
nytibo.dk

Ud over at lægge adresse til en række pop up-firmaer vil lokalerne vise både den klassiske kollektion og nyt, bl.a. af Aksel Dahl. 

OVERGAARD & DYRMAN

Frederiksgade 1, 4th floor 

1265 København K

oandd.dk


Håndværk i højeste klasse, hvor det elegante funktionelle møder det innovative. Under 3 Days of Design vil stedet fungere som et værksted

PAUSTIAN

Kalkbrænderiløbskaj 2


2100 København Ø

paustian.com


Med stærke brands som Vitra og Artek er et besøg hos Paustian altid en stor oplevelse – hertil kommer firmaets eget design i Paustian Furniture Collection, hvor danske og internationale designere har bidraget

PLEASE WAIT TO BE SEATED

Frederiksgade 1, 1st floor
1265 København K
pleasewaittobeseated.dk

Under 3 Days of Design vil der blive præsenteret nyt design, bl.a. en LED-lampe, nye funktionelle borde og et japansk inspireret bakkebord

PP MØBLER

Pop up på Frederiksgade 1, 1.
1265 København K
pp.dk

Se mesterværker af Hans J. Wegner i udsøgte eksemplarer 

REFORM

Otto Busses Vej 5A
 Building OBV26 st.

2450 København SV
reformcph.com


Med afsæt i Ikeas standardelementer giver fremtrædende arkitektnavne som Bjarke Ingels og Henning Larsen bud på ambitiøse og særlige køkkenløsninger

REPUBLIC OF FRITZ HANSEN

Valkendorfsgade 4

1151 København K
fritzhansen.com

Verdensfirmaet med rødderne i Allerød i Nordsjælland vil i sin flagship store i hjertet af København vise nye møbler og tilbehør fra nogle af verdens førende designere. 

SHAPES ON STAGE

Store Kongensgade 57
1264 København K
shapesonstage.dk


Et udstillingsprojekt som fokuserer på nye arkitekter og designere og deres eksperimentelle design.

SIKA-DESIGN

Pop up på Frederiksgade 1

1265 København K
sika-design.com


Sika-Design har siden 1950 produceret håndlavede møbler med fokus på komfort, kvalitet og bæredygtighed.

SKAGERAK

Indiakaj 2
2100 København Ø
skagerak.dk

Kom, og oplev Skageraks stemningsfulde showroom – ude og inde. Her vil der være mulighed for at se nye produkter og klassikere i nye klæder.
 

SMALLER OBJECTS

Pop up på Sankt Annæ Plads 15A
1250 København K
smallerobjects.com

Firmaet blev i 2015 etableret af de svenske verdensnavne Claesson, Koivisto og Rune med hovedvægten på objekter til hjemmet i træ, keramik, uld og stål.

STUDIO X VIADUCT

Pop up at
 Gothersgade 30

1123 København K
studioxviaduct.com


Se et nøje udvalg af italiensk design fra 1960erne sammen med nye møbler og lys. Studio X er en del af det London-baserede firma Viaduct, etableret af James Mair.

ULTIMATE IMPACT

Købmagergade 52A

1150 København K
superobject.com


Se en udstilling med svenske, norske, finske, islandske og danske designere, der bevæger sig i krydsfeltet mellem design, kunst, fotografi og kunsthåndværk.

UNO FORM

Søtorvet 1
1371 København K
unoform.dk

Det superflotte showroom og butik på Søtorvet tiltrækker altid mange besøgende under 3 Days of Design. Oplev unoforms nye køkkenløsninger.

VIBEKE FONNESBERG SCHMIDT

Frederiksgade 1, 4.
1265 København K
vibekefonnesbergschmidt.dk

Prisvindende designer som bevæger sig i feltet mellem kunsthåndværk, kunst og design.

VOLA

Pakhus 48
Klubiensvej 22
2150 Nordhavn
vola.dk

Kom og se de nye løsninger til badet – og de klassiske, som hører til nogle af verdens mest estimerede.

WEAVING KIOSK

Pop up på Frederiksgade 1, 4.
1265 København K
rosatolnovclausen.com

Weaving Kiosk er et samarbejde mellem tekstildesigner Rosa Tolnov Clausen og modedesigner Merja Hannele Ulvinen. Og den besøgende inviteres til at være med.

YOYE

Vermundsgade 40B
2100 København Ø
yoye.dk

Se italiensk og japansk design – lys, tæpper og tekstiler – fra Davide Groppi, G.T. Design og Suzusan i nyt imponerende showroom. 

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter