Monokrome rum

Flüggers nye stilhistorisk farvekort er blevet til i samarbejde med Nationalmuseet, som har defineret fire stilperioder med tilhørende farver. Rokoko, klassicisme, historicisme og tidlig modernisme. Alle farver er defineret med udgangspunkt i historiske fakta af konservator Line Bregnhøj fra Nationalmuseets Bevaring & Naturvidenskab.

Ud over det stilhistoriske farvekort, har Flügger skabt en supplerende palette af smukke klassiske indefarver. Udgangspunktet for denne palette er, at farverne egner sig til at blive malet op på alle fire vægge uden at rummet ”vælter”. Alle farver er dæmpede, kan kombineres på kryds og tværs og passer smukt sammen.

Som det fremgår af billederne, har møbelfirmaet Getama benyttet disse egenskaber til at danne en indbydende ramme om deres klassiske møbler i deres showroom på Frederiksgade i København. I farvesætningen har de valgt en monokrom tilgang, hvor alle rummets vægge har samme farve.

De monokrome rum er et valg, der både peger fremad, men i høj grad også bagud. Ser man tilbage i stilhistorien, har det været et gennemgående træk at male alle fire vægge samme farve - helt indtil for 10-20 år siden, hvor vi begyndte at dekorere én enkelt væg i stedet.

Getamas showroom er et godt eksempel på, at man ikke skal være bange for at male hele rum i én farve. Man skal bare bruge en neddæmpet farve, så oplevelsen ikke bliver for intens og tager magten i rummet. Møbler og kunst integreres på en helt ny måde i et monokromt rum, og kommer til at virke langt mere indbydende og imødekommende.

Web | Flügger
Web | Getama
Web | Nationalmuseet

 

Sofie Ladefoged

Jeg er meget optaget af samspillet mellem materiale og detalje, og ikke mindst de sanselige egenskaber, de tilfører helheden. Jeg søger tidløst design, der udtrykker både kvalitet og funktionalitet. På denne blog vil jeg gå på jagt efter projekter og produkter, der netop rummer disse kvaliteter. www.sofieladefoged.com.

Måske er du interesseret i...

Andre læser