Har vi brug for idyl..?: En samtale med Poul Henningsen

”Moderne arkitekter er det mest u-idylliske, man har.” Ordene var Poul Henningsens i 1963, da BO BEDRE bragte en samtale mellem geniet og arkitekt Svend Erik Møller. Her genoptrykker vi interviewet, hvor PH skælder ud på Arne Jacobsen, Tivoli, københavnere og andre nymodens ting…

25. maj 2015 af Svend Erik Møller

GENOPTRYK: Trangen til fredelig idyl – til lidt hvile og harmoni i tingene omkring os – er stærk hos ethvert menneske, som trænger til afkobling fra dagligdagens jag. Men hvad er idyl? Hvor finder man ægte idyl? Poul Henningsen og Svend Erik Møller søger at indkredse, hvad man forstår ved ægte idyl – og hvor den falske idyl kommer ind i spillet. Samtalen fandt sted i opholdsstuen i PH’s bondehus nord for København. Det var derfor uundgåeligt, at samtalen også kom ind på de ting, som PH selv har valgt at omgive sig med.

Svend Erik Møller (SEM): Måske var det bedst, hvis vi allerførst blev klar over, hvad idyl er for noget. Idyl kan sikkert være noget meget positivt, men det er også en farlig ting, hvis man med idyl tænker på den banale sentimentalitet, som popsangerne synger om – måneskin ved skovsøen og den slags.

Poul Henningsen (PH): Mon ikke idyl er noget, der opstår, når tingene er i harmoni med sig selv og med det, der forgår. Det være den ægte idyl. Men hvis man skyder konflikter fra sig, som man burde tage stilling til, så opnår man falsk idyl. Pop er falsk idyl, fordi man skubber ting fra sig, som man burde tage stilling til.

SEM: Det er sikkert rigtigt, at idyllen er harmonisk og hviler i sig selv, men det er ikke hele sandheden. Den moderne arkitektur er også i høj grad baseret på harmoni, men ingen ville finde på at kalde SAS-huset for idyllisk.

PH: Nej, de moderne arkitekter er noget af det mest u-idylliske, man har, og jeg finder SAS-huset blændende værdiløst. Arkitekterne har fuldstændig svigtet opgaven at lave ægte idylliske miljøer – tænk bare på, at der ikke findes et ordentligt arkitekttegnet værtshus. Det forhindrer arkitekternes høje smag dem i, og så må man lad folk som Max Louw lave den flugt fra dagligdagens ubehagelige virkelighed, som man venter at finde i et værtshus.

Det er klart, at det ikke har noget med idyl at gøre, hvis man opnår harmoni ved at gentage en hel masse nøjagtigt ens elementer. Man kan standardisere detaljen, men det er meget farligt at standardisere alt for store elementer. Det giver en ulidelig uniformering, og det er det stik modsatte af idyl.

Læs også:10 ikoner der aldrig går af mode

SEM: Nu sidder vi her i et yndigt gammelt bondehus med små ruder og stråtag, og stuen er oven i købet fyldt med antikviteter. Det er lige akkurat den populære opfattelse af en ægte idyl. Og hele landet bliver raseret for gamle bondehuse, fordi folk søger idyllen. Var det trangen til at finde en idyl, der lå bag erhvervelsen af dette bondehus?

PH: Nej, det var det såmænd slet ikke. Men der er så mange fordele ved gamle huse. For det første får man en masse plads for rimelige penge,. Jeg har lige ombygget en forhenværende skole ovre i Djursland – 300 kvadratmeter boligareal med køb og ombygning og arkitekthonorar og alting for 130.000 kroner. Det får man ikke engang 100 kvadratmeter for i et nybygget hus.

Men det er ikke hele fordelen ved det gamle hus. Man slipper også for at få et hus, hvis dimensioner er bestemt af fuldstændig fantasiforladte myndigheder. Vi er underkastet disse forrykte sundhedsforskrifter som forlanger 2,30 meter til loftet og kamre på mindst 6 kvadratmeter. Alt bliver ens og uden charme. Det er forrige århundredes 4 alens loftshøjde, der ukritisk er ført videre, og det er den ækleste og mest ukunstneriske, der findes. Lad dog folk selv bestemme, om de vil støde knoerne, når de tager skjorten på.

Her i huset har vi flere steder kun 2 meter til loftet, og vor sundhedstilstand er der ikke noget i vejen med. De folk, der byggede gamle bondehuse som dette, har ikke været tvunget ind et skema af nogen sundhedsmyndigheder, men de har arbejdet sundt og naturligt med opgaven ud fra deres økonomiske muligheder og de materialer, de kunne få fat på.

SEM: Jeg synes, det er fuldstændig rigtigt, at folk skal have lov til at gøre lige hvad de vil, når de bygger huse til sig selv, men jeg er mere betænkelig ved at man lader en mand, der stikker 1 million kroner i et byggefortagende til udlejning, gøre hvad han vil. Så ville vi hurtigt ende med at bygge Vesterbro-slum én gang til. Der må være visse minimumskrav – ikke af hensyn til idyllen, men af rent praktiske grunde til beskyttelse af fremtidige lejere.

Læs også: Design du skal investere i som millionær

PH: Nu har 2 meter til loftet ikke noget med idyl at gøre. Det er fornuft. Men jeg kan naturligvis godt se forskellen mellem manden, der bygger for sig selv og ham, der bygger for at tjene penge på udlejning. Jeg synes bare, at principperne er forkerte alligevel. Hvad skal man med disse forskrifter, når man alligevel ikke kan forbyde, at der bor to eller tre familier i samme lejlighed, og når man ganske lovligt kan stoppe 15 mennesker ind og bo i et kammer på 6 kvadratmeter. Det er ikke ved restriktioner, at man løser bolignøden – heller ikke i et kapitalistisk samfund.

SEM: Men selv om man kan forsvare købet af et gammelt bondehus ud fra rent praktiske og fornuftsmæssige grunde, så har jeg alligevel en lumsk mistanke om, at det er idyllen, der tæller for de fleste mennesker, når de drømmer bondehus-drømme.

PH: Jeg tror da også, man kan finde megen ægte idyl i de gamle huse, netop fordi der ikke er så mange konflikter med de naturlige krav til et hus, som man finder i moderne bebyggelse. Men det forfærdelige er bare, at folk bagefter gør idyllen til en karikatur ved at svine husene til med gamle smedejernslygter og vognhjul og maler dem i farver, der skriger af misforstået idyl. Københavnere kan man jo opdage langt væk, når de har slået sig ned i et bondehus. Og antikvitets-raseriet vil jeg bekæmpe med alle til rådighed stående midler.

SEM: Der synes ellers at være temmelig mange antikviteter her i huset. Man kan vel rent principielt have lige så megen glæde af gamle ting som af nye, hvis de gamle ellers kan bruges til noget fornuftigt eller måske bare give en oplevelse.

PH: Jo, det er en forfærdelig samling gammelt ragelse, vi efterhånden har fået samlet sammen, men det er alligevel alt sammen ting, vi på en eller anden måde har et forhold til. Nu det spejl dér; det har jeg arvet efter min mor, som havde fået det af en mand, der var forelsket i hende. Han havde købt det i Berlin i 1864, og det er godt købt.

Jeg har også min mors gamle skrivebord. Hun sagde altid, at tingene lå i den midterste skuffe, og det morsomme var, at der kun var én skuffe; men hun havde tidligere haft et andet bord med tre skuffer, og så hang det ved.

Læs også: Penthouse i ny fantastisk arkitektur

SEM: Man får et personligt forhold til sine ting. Det er ikke alene et spørgsmål om de kan bruges, og de er pæne – de skal også fortælle noget.

PH: Ja, det er klart. Alle disse ting har jeg levet sammen med, og jeg kan lide dem. Men det er også spørgsmålet om at få variation i tilværelsen. Stuen her er et eksempel på, at man ikke kan holde ud at få alting fra samme sted. De er for tørre, de her møbelarkitekter; man kan ikke have dem i en hel stue.

Det er det samme med byer. Disse byer, der er bygget på én gang, har ikke den samme charme som byen, hvor der er ældgammelt og splinternyt imellem hinanden. Og byer, hvor alt er gammelt – som for eksempel Brügge – er også rædselsfulde. Der er ikke til at være. Men den by, der lever, og hvor nyt og gammelt støder sammen med store brag, og hvor historien stikker sin snavsede storetå igennem alle vegne, dér synes jeg er dejligt at være.

SEM: Nu behøver det ikke at betyde, at de lavede tingene bedre i gamle dage.

PH: Næh, det tror jeg da slet ikke. Men når man har hele historien at vælge ud af, behøver man ikke udelukkende at holde sig til Wegner og Børge Mogensen. Jeg kan bare ikke lide snobberiet for antikviteter og al den svindel, der drives i den forbindelse. Men gamle ting, som man for eksempel arver, kan være med til at berige vore omgivelser – og det er der da ingen tvivl om. De spænder over større variationsmuligheder, og det synes jeg er vigtigt.

SEM: Jeg husker, at jeg for nogen tid siden var ude at besøge et ungt nygift ægtepar på Bellahøj. De havde møbleret deres stuer med lutter gode ting. Alle de bedste ting i dansk møbelproduktion havde de købt og sat sammen med smag og forståelse. Man skulle tro, at de havde læst alt, hvad boligprofeterne havde skrevet gennem årene, så rigtigt var det. Men samtidig var det ulideligt kedsommeligt og trist. Det var ikke noget hjem, men lignede en møbelforretning.

Jeg tror, at det med idyllen har noget at gøre med atmosfære, med noget personligt, som skinner igennem og giver det hele et personligt præg.

Læs også: Ironiske ikoner

PH: Hvis jeg skulle råde et ungt ægtepar i dag, så ville jeg sige, at de skulle gå ned i Borgergade og købe noget gammelt ragelse og male det i en smuk blå farve.

Jeg mener, det skal være en kunstnerisk oplevelse at bygge sig et hjem op, og hvert menneske er en kunstner. Det ved jeg helt bestemt. Man skal bare have modet til at udfolde sig. Den ægte idyl finder vi meget bedre i kolonihaven, hvor beboerne har udfoldet deres egen kunstneriske sans, end vi finder den i grossererhaverne, hvor sociale hensyn og ønsket om at imponere naboerne har spillet en større rolle.

Jeg synes også, at vi finder mere ægte idyl på Dyrehavsbakken end i Tivoli. På dyrehavsbakken har tingene menneskelige mål, og de er forståelige, fordi man kan mærke, at det er ganske almindelige mennesker, der har lavet alle disse mærkelige boder og primitive skilte. I Tivoli kommer tingene ud af mål, de bliver for store og mister lidt af deres menneskelighed i alt det raffinerede.

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter