© Redaktionen

Dansk, svensk, japansk og europæisk - designnyhederne her, kommer fra flere steder!

Disse stilrene og flotte designnyheder, kommer fra forskellige lande, men har dét tilfælles, at de alle har et simpelt og gennemført design. Et design er blevet inspireret af en dansk ø, et andet samler vestlige og østlige designere. Se dem alle her.

25. juli 2017 af Jacob L. Falhof
Lys grå sofa med mørkegrå sofapude


© Redaktionen

Blød som en sommersky

Fritz Hansens samarbejde med topdesigneren Jaime Hayon ser ud til at være en succes. I hvert fald fortsætter det nu med modulsofaen Lune, der sammen med lænestolen Fri var blandt årets nyheder på messen i Milano. Lune fås fra to til seks personer og med hjørner og lounge-modul. Fra 25.000 kr., Fritz Hansen. 

Bakkebord i mørkt træ med hylde
© Redaktionen

Enklere, lettere - flottere

Laura Bilde er en designer, vi har fulgt med interesse nogle år. Hun har en genkendelig geometrisk linje, som hun perfektionerer for hvert design. Kanso Tray Table er det seneste eksempel – her er linjerne blevet spinklere og fladere og lettere, end vi har set tidligere. Et flot møbel. H 40 x b 60 x d 40 cm, 2995 kr., Please Wait To Be Seated. 

Hvide hængende lamper, en simpel reol, en lysegrå lænestol og tre stole i grå, træ og sort
© Redaktionen

Klassiker: Den svenske mester

Den svenske arkitekt og designer Gunnar Asplund var blandt de førende i sin generation og har stået bag en række markante svenske bygningsværker især i mellemkrigstiden. Men han tegnede også lamper, og nu har producenten Blond sat hans smukke GA 7-pendel i produktion. Den fås med ophæng i messing eller hvidlakeret metal. H 29 x diam. 29 cm, fra 3244 kr., Blond.

Let ophæng af enkel reol

Klickbox er en modulær reol, der samles med et specialudviklet system uden skruer eller søm. Ophængningen er lige så enkel, og man kan efterfølgende ændre indretningen af reolen. Reolen er udviklet af designer Lars Hofsjö, og modulerne koster fra 3700 kr., David Design. 

En lille dansk ø – uden ø

Designeren Patrick Norguet er betaget af den lille danske ø Askø, som han har navngivet sit seneste design for Erik Jørgensen efter (den smukke grå lænestol) – bare med O
i stedet for Ø, som alle andre end danskere har det svært med. Asko er en nutidig genfortolkning af et ikonisk brand, mener designeren selv. Fås i læder eller tekstil, fra 15.573 kr., Erik Jørgensen. 

Japansk bæredygtighed, Europæisk design

Karimoku er en møbelproducent fra det centrale Japan, der mikser traditionelt japansk håndværk med europæisk design i kollektionen New Standard. Møblerne er designet af både vestlige og østlige designere, fx Castor Low Chair af Big Game – en schweizisk designduo. Stolen er, som de øvrige Karimoku-produkter, fremstillet i bæredygtigt træ fra japanske skove og snedkereret af lokale håndværkere. Fås med og uden armlæn, fra 3279 kr., Karimoku New Standard/Connox. 

Måske er du interesseret i...

Andre læser