Er dette fremtidens bil?

Designstuderende giver deres bud på, hvordan fremtidens biler kommer til at se ud.

30. september 2017 af Jakob L. Falhof

Den franske bilproducent Reneault har udskrevet en konkurrence blandt designstuderende på Central Saint Martins College of Art and Design i London, hvor opgaven lyder: tegn fremtidens bil.

Baggrunden for konkurrencen er, at Reneault, ligesom de fleste andre bilproducenter, er klar over, at markedet for biler kommer til at ændre sig markant de kommende år. Fremkomsten af selvkørende biler vil stille helt andre krav til, hvordan vi bilen skal designes og indrettes. Ligeledes vil der i fremtiden sandsynligvis blive stillet krav om, at biler skal kunne samkøre og derved spare energi.

Blandt de mange forslag har en jury valgt tre vindere, som du kan se herunder. Renault melder dog intet om, at vi skal forvente at se nogle af de tre vinderforslag på gaderne i en nær fremtid.

1. plads: FLO

Stephanie Chang Liu har designet FLO, der kombinerer tre eksisterende køretøjer i et: lastbil, personbil og offentlig transport. Tanken er, at samme køretøj kan bruges til flere funktioner alt efter behov.

2. plads: VUE

Tuna Yenici har designet VUE, der er en drøm eller et mareridt af et køretøj, alt efter, om man bryder sig om maskiner, der menneskeliggøres. I hvert fald er ideen med VUE, at din bil får et personligt forhold til dig, og derfor er ked af det, når du forlader den, men bliver glad som en lille hundehvalp, når du kommer ud til den igen.

3. plads: Float

Yuchen Cais projekt handler om at gøre transport til en mere social affære, end det er tilfældet i dag. Køretøjet, der ikke har hjul, men bevæger sig via elektromagnetiske felter, har en form, så flere enheder kan sættes sammen. Man kan så vælge, at gøre ruderne mere gennemsigtige og åbne op for højttalere, så man kan tale sammen med dem ved siden af. Man kan også vælge bare at gøre ruden helt mørk og lukke for lyden, hvis man vil være i fred.

Yuchen Cai forestiller sig, at man ikke i fremtiden ejer sit eget køretøj, men at de er en del af en offentlig struktur. Han har derfor designet en smartphone-app, der fungerer således, at man ved at trykke på en knap tilkalder en Float.

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter