©Nina Favrelle og Jonas Bjerre Poulsen

Det er ikke nok, at plaiden er pæn og blød

Direktøren for Menu, Bjarne Hansen, vil meget mere end at proppe nye ting ind i danske hjem. På designmessen Northmodern præsenterer firmaet en serie af kashmir-plaider fra et udviklingsprojekt i Nepal.

13. august 2015 af Mette Nexmand

Indholdet fortsætter efter annoncen

Det er ikke nok, at ting er pæne, og at folk gerne vil købe de pæne ting. Det skal også føles rigtigt.
Direktøren for designsuccesen Menu, Bjarne Hansen, folder den fine, silkebløde plaid omhyggeligt – igen og igen, inden han lægger den ned i æsken. Og så tager han den op og gentager seancen.
Det er tydeligt, at han føler noget for tekstilet. Noget særligt, som går langt udover behovet for at sælge varer.
Scenen er designmessen Northmodern, og vi står på firmaet Menus stand, hvor en række snehvide æsker med kashmir-plaider og -tørklæder i afbalancerede, grå nuancer er placeret.
- Det handler om brandets attitude, siger Bjarne Hansen.
- Hvordan vi er. For nogle år siden tog jeg en tænkepause for at finde ud af, hvad jeg ville med firmaet. Jeg havde brug for, at det gav mening på et højere plan. Efter en længere rejse tog jeg kontakt til Danida for at høre dem, hvor i verden vi som virksomhed kunne gøre en forskel. De pegede omgående på Nepal, fortsætter direktøren.

Læs også: Årets nominerede til Design Awards

Bjarne Hansen forklarer, at mange piger og unge kvinder i Nepal bliver lokket ud i prostitution og sendt til Indien for derefter at ende som sexslaver. Piger helt ned til 12 år er udsat for de frygteligste ting og bliver senere udstødt af deres familier. Det kan undgås, hvis pigerne tidligt i livet kommer i gang med et fornuftigt arbejde, så de kan forsørge sig selv og måske også forældrene i de fattige landsbyer omkring storbyen Katmandu.
Kashmir-serien er skabt af netop den slags piger i Nepal. Den kommer først på markedet i oktober, men inden da er de lækre varer måske allerede udsolgt, for det er en helt unik kollektion, og interessen er stor på forhånd.
Bjarne Hansen har i en årrække samarbejdet med Danida om udviklingsprojektet i Katmandu. Projektet går i al sin enkelthed ud på at sætte kvinder og piger i gang med at arbejde med design, der rent faktisk kan sælges og giver mening.
Kashmiruld findes i regionen, og pigerne kan væve. Bang! En idé er født.

Herover ses Menus udsendte danske og svenske designere i Nepal sammen med deres lokale samarbejdspartnere. 

Bjarne Hansen, Menus direktør, har iværksat udviklingsprojektet med støtte fra Danida. Sidste år fik han BO BEDRES og BoligMagasinets 'Ildsjæl-pris' til Designawards 2014.

Håndvævet luksus til os - og et nyt liv for hundredevis af piger i Nepal

På nuværende tidspunkt er hundredevis af nepalesere i gang med at væve til Menus nye kollektion. Det tager en uge at væve en plaid, og den kommer til at koste omkring 4000 kr. Det lyder måske lidt pebret, men til sammenligning koster luksusplaider i samme kvalitet fra fx Burberry mere end 6000 kr.
Desuden er dette en alvorssag. Bjarne Hansen er ikke interesseret i profitten – han vil sætte de nepalesiske piger i gang ved vævene og producere noget, vi danskere kan købe og føle os godt tilpas med – ikke kun på grund af det babybløde materiale, men også fordi det er en hjertesag.
I samme kollektion er også en række smukke æsker, som laves på en emballagefabrik udenfor Katmandu. Der er intet etnisk eller hjemmebrygget over designet. Faktisk kunne hele linjen ligne noget fra enhver smagfuld, skandinavisk designvirksomhed, og det er helt i tråd med Bjarne Hansens tankegang. Han har også involveret en række designere i projektet for at kvalitetssikre, bl.a. Norm, og det ses på outputtet.
Og en fodnote: Projektet og kollektionen har selvfølgelig en maskot, en lille tøjbamse filtet af uld. Bjarne Hansen sukker lidt, da han fortæller om arbejdsprocessen med bamserne på fabrikkerne i Nepal.
- De er jo ikke vant til at arbejde på den her måde, så vi har sat plakater med instruktioner op overalt. Ellers får vi en masse bamser med skæve ben og kæmpestore ører ...

Indholdet fortsætter efter annoncen

Måske er du interesseret i...

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen