Børge Mogensen

Børge Mogensen kombinerede social bevidsthed med funktionalismens rene linjer, da han gjorde sit harmoniske design til folkeeje gennem sit samarbejde med FDB.

30. juni 2010 af Ingen forfatter

Fulde navn: Børge Mogensen
Dato: 13.04.1914-05.10.1972
Uddannelse: Møbelsnedker fra Kunsthåndværkerskolens Møbelhøjskole (1938) og Kunstakademiets Møbelskole (1942)
Retning: funktionalisme/modernisme

Børge Mogensen var oprindelig uddannet møbelsnedker, hvilket afspejler sig i hans livslange forkærlighed for træ som materiale. Denne forkærlighed for massivt træ af særligt de nordiske træsorter gav hans møbler en vis robusthed og redelighed, egenskaber der præger hans stil hele vejen igennem. Fra 1938 til 1942 var Børge Mogensen ansat på Kaare Klint og Mogens Kochs tegnestue, hvis idealer om funktionalitet og enkelthed han videreførte, da han i 1942 blev leder af FDB’s møbeltegnestue. FDB ønskede at fremstille kvalitetsmøbler til rimelige priser og med udgangspunkt i den almindelige danskers behov skabte Børge Mogensen blandt andet Shakerstolen, tremmesofaen og Folkestolen for FDB. Folkestolen eller J39 som den også kaldes er mere end 50 år efter sin fødsel den mest sælgende træstol i Danmark.

Ligesom sin læremester Klint anvendte Børge Mogensen en analytisk tilgang til møbeldesign i sit ”møbellaboratorium”, hvor modellerne blev testet, om de kunne leve op til kravene fra den moderne gennemsnitsfamilie, også da Børge Mogensen i 1950 valgte at forlade FDB og starte sin egen tegnestue. Hans analytiske tilgang lagde på ingen måde en dæmper på Børge Mogensens produktivitet, hvor tegninger og idéer så dagens lys på servietter, kuverter eller som i tilfældet med Jagtstolen en tændstiksæske.

Børge Mogensen modtog blandt andet Eckersberg medaljen i 1950, Møbelprisen sammen med Fredericia Furniture i 1971 og C.F. Hansen medalje i 1972. Han blev ligeledes udnævnt til Honorary Royal designer of Industry ved royal Society of Modern Arts, London i 1971.

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter