3 Days of Design: Dansk kunstner indretter Københavns smukkeste lejlighed

3 Days of Design er over os. I den anledning har BO BEDRE besøgt kunstneren Pernille Egeskov i et utroligt showroom, hvor tre danske brands har givet hende frie tøjler til at fortolke hjemmets betydning.

25. maj 2016 af Mariah Leitisstein

Omgivelserne er den fantastiske lejlighed på Nikolajs Plads. Her holder Dinesen til med et utroligt showroom i form af en drøm af en københavnerlejlighed, som vi har fået lov til at se før alle andre. Billedkunstneren Pernille Egeskov viser os rundt i lejligheden, hvor hun fortæller om tankerne bag totalinstallationen, som er så godt som færdig. Hun mangler blot at færdiggøre nogle få ting, før udstillingen åbner som en del af den københavnske designfestival 3 Days of Design, som løber fra d. 26.-28. maj.

Pernille har fået til opgave at fortolke tre danske designikoner bestående af Georg Jensen Damask, Republic of Fritz Hansen og Dinesen. Det har resulteret i udstillingen, som har fået navnet ’HJEM’. 

”Hele udstillingen er jo en invitation fra de tre brands til at bruge deres både historie, materialer, teknologier og produkter som kunstnerisk materiale.”

Plads til at tænke frit

”Da jeg fik invitationen, var jeg interesseret i at vide, om det var sådan noget, hvor der skulle være en stylist med, fordi så ville jeg ikke gøre det - så kan jeg ikke lave det. Jeg kan lave det, hvis der er højt til loftet, og man kan få lov til at tænke frit ud ad boksen. Og det er jo det, som så også skinner tilbage på de tre brands, at de har modet til at sige: ’Okay, vi giver los. Vi får lagt nogle historier ind, vi ikke er herrer over, men vi får også vist os i en sammenhæng, som er stor i slaget. Og det synes jeg da, i al beskedenhed, at de har gjort. Det er jo sådan noget, Louis Vuitton ellers gør. Der er ikke mange, som tør det.”

Og selvom der er tale om en række store brands med hver deres betydningsfulde kulturhistorie, så har Pernille lagt alle tanker om det perfekte og det nydelige på hylden. I stedet er hun fascineret af det destruerede – dekonstruktionens muligheder, som kan udfylde tomrum, vi måske ikke altid er bevidste om.

”Som mennesker har vi relationer til hinanden, men det er det usynlige rum mellem mennesker, som rummer rigtigt meget. Jeg forsøger at få det der mellemrum med og at få det sat i spil. Det er understrømningerne, intentionerne, længslerne, angsten, alt det som er det interessante.”

En rygende myrestol

Som eksempel har hun bukket og bøjet en Arne Jacobsen stol til ukendelighed. Et værk der resulterer i, at tilskueren kan få lov til at se de utroligt mange lag, stolen faktisk består af. Pernille griner, da hun viser den frem:

”Jeg synes jo, det er fantastisk! Stolen er jo gået helt ud ad sin vante form. Fritz Hansen får fortalt, at deres stol er lavet af så meget, men du får jo også fortalt en historie, som du kan tilføje, hvad du vil. Den får jo helt personlighed. Måske ryger den en smøg for sig selv.”

At teknikken bryder op med et stilistisk og æstetisk bevidst boligbrand, betyder ikke noget for Pernille:

”Det er jeg helt ligeglad med. Jeg vil lave et kunstnerisk greb, som jeg kan stå inde for som billedkunstner. Jeg er slet ikke interesseret i at stille det op, så det ser pænt ud. Det er der jo så mange andre, der kan.”

Hjemmets historie

Den smukke lejlighed er blevet moderniseret til fulde og er overalt blevet belagt med gulve fra Dinesen. I et rum udgør gulvet sågar også væg og loft. Fra det øjeblik hvor Pernille så lejligheden blev hun inspireret.

”Det der slog mig var jo, at både gulvene og tekstilerne er produkter, som vi har i vores hjem. Det er noget, vi har meget nært på os, og det som også er fælles er, og som gælder for dem alle tre, at det er gardin kvalitet, som gør, at vi passer på det og giver det videre. Vi arver vores Arne Jacobsen stol. Der ligger en cyklus i det, som jeg som billedkunstner synes er interessant at tage op, fordi det bliver de her genstande, vi omgiver os med, som på en måde lever længere, end vi gør. De er vidne til både sorger og glæder men også den cyklus, vi er i. Det er flygtigheden og en cyklus sat op overfor produkternes varighed. Fordi det var i en lejlighed tænkte jeg, at det var oplagt at lave et hjem.”

Oplev selv Pernille Egeskovs fantastiske fortolkninger af de danske brands på udstillingen, som kan ses i Dinesen Showroom på Nikolajs Plads.

20 BO BEDRE-læsere inviteres desuden fredag d. 27. maj kl. 16 til en rundvisning af kunstneren selv. Der er først til mølle-tilmelding på [email protected]

Måske er du interesseret i...

Andre læser