Læs også

Ron Arad

Ron Arad

© bobedre.dk

Yael Mer og Shay Alkalay

Deres design for prestigefulde firmaer som Established & Sons, Moroso, Arco og danske Kvadrat må gerne fremstå som et mysterium og undre dem, der kigger på det.

25. juni 2013 af Kasper Foged Rasmussen

Da BO BEDRE møder den ombejlede israelske designduo Raw Edges i Stockholm, har de netop designet danske Kvadrats stand til Stockholm Furniture Fair, og oplevelsen er bjergtagende. Blå tekstiler hænger ned fra loftet som gigantiske slips, der gemmer på en verden, som man ikke helt kan fornemme, men som viser sig at være en fascinerende teaterkulisse, hvor Kvadrats smukke tekstiler spiller hovedrollen.

- Det, vi forsøger med vores design, er, at folk skal undre sig, når de ser det. Det er ikke vores opgave at fortælle folk, hvordan de fx skal bruge et møbel. De skal selv undersøge det og selv finde ud af, hvordan de vil bruge det. Det er vigtigt for os at sende folk ud på en opdagelsesrejse og finde ud af noget, de ikke vidste med det samme. Tingene behøver ikke at være så åbenlyse, fortæller Shay Alkalay.

Raw Edges, der til hverdag har base i London, er kendt for deres overraskende måde at fortolke arketyper på - fx den prisvindende Stack-kommode fra Established & Sons, deres Desk Box fra hollandske Arco og senest stolen Kenny, der oprindelig blev skabt til udstillingen Hallingdal 65, da Kvadrat fejrede det berømte Nanna Ditzel-tekstil i 2012.

- Vi kan godt lide, at vores møbler rummer en mekanisk feeling, og vi holder af at finde nye måder at bruge ting på. Vi elsker farver. Nogle gange laver vi ting til udstillinger, hvor vi selv bestemmer det hele, og andre gange får vi mere faste opgaver. Men mange af de ting, folk kender os for, er ting, vi oprindelig lavede til udstillinger, siger Yael Mer og nævner Kenny-stolen, der blev til ved, at hun sad med et stykke Hallingdal-stof og foldede det. På et tidspunkt var stolen der bare.

- Det sjove ved at tage på en møbeludstilling er at betragte, hvordan folk oplever dit design. De går rundt om det og rører ved det og diskuterer det - det er virkelig spændende. Det mest fantastiske er, når man kan se på folk, at de ikke helt ved, hvad de har med at gøre, og derfor er nødt til at undersøge det - tænker; hvad er det, hvordan skal det bruges, hvad er det lavet af?, siger Yael Mer.

- Det er ikke funktionaliteten, der er det mest åbenlyse element at fremhæve for os, men den er altid til stede i vores ting. Funktionaliteten er naturligvis noget, der inspirerer os, men folk skal have en oplevelse, der rykker noget i dem - det er det vigtigste, siger Shay Alkalay.

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter