Rejsen fra up-coming talent til etableret designer

René Hougaard vandt BO BEDREs talentpris i 2003. Det indledte en rejse, der har bragt ham til dér, hvor han er i dag.

24. oktober 2017 af Jakob L. Falhof

At skabe noget med hænderne har været en del af René Hougaards liv, siden han var barn. Oldefaren var møbelsnedker, bedstefaren havde egen snedkervirksomhed, og faren er også uddannet snedker.

– Jeg fik lov at prøve alle de maskiner, som man over-hovedet ikke må lege med. Jeg har altid haft interessen for at bygge ting og skabe noget. Og når man nu kan, hvorfor så ikke gøre det? spørger René Hougaard.

Det gjaldt i farens værksted, og det gælder i dag, hvor René Hougaard har sit eget værksted til både metal og træ, hvor han laver prototyper af de møbeldesign, han evig og altid er optaget af at perfektionere.

– Wegner talte om at lave den perfekte stol, og det forstår jeg til punkt og prikke i dag. Det er en livslang mission at få de her ting til at gå op i en højere enhed. Det er umådelig svært, forklarer René Hougaard.

Hans karriere tog fart, da han i 2003 vandt BO BEDREs Talentpris. En af dommerne var Nanna Ditzel, som opfordrede ham til at holde fast og fortsætte som designer.

– Det gjorde indtryk at blive bekræftet i stor skala. Som konsekvens gik jeg direkte ud og startede mit eget firma, dnmark, sammen med en partner, siger René Hougaard.

designer René Hougaard siddende i en stol
© René Hougaard

De følgende fire år drev han firmaet, som fik stor succes, også internationalt,

– Det var lige i den tid, hvor Hay og Muuto også startede op, og der var ikke andet end de gamle producenter. Derfor syntes udlandet, at det var fedt, at der kom noget nyt dansk design, husker han.

Dnmark solgte han i 2008, og efter et stop hos et arkitekt-firma og derefter som kollektionschef i BoConcept er René Hougaard nu igen herre i eget hus.

– Det har været en fantastisk rejse, men tiden var inde til at gå helt tilbage til det, jeg er uddannet til. Det har været en lang vej, men enormt lærerigt, forklarer han.

Faktisk så lærerigt, at han nu, efter blot et par år, har adskillige design i produktion og en række, der er på vej.

– Noget af det, jeg virkelig har koncentreret mig om de seneste par år, er at tænke andre veje med de ting, jeg laver. Jeg ved, at med Covent Chair for New Works, der har jeg ramt noget. Trioh, som jeg lavede til en konkurrence, er en stabelbar træstol. Det findes næsten ikke, og det er sådan noget, jeg går efter, siger René Hougaard, og nævner, at det ofte er, når han fordyber sig i detaljerne, det bliver sjovt.

– Et bord bliver ikke nødvendigvis bedre af at have en eller anden ekspressiv form. Det kan godt have et udtryk, vi har set 10.000 gange. Men når man så dykker ned i detaljerne og den måde, det er sat sammen, så er der så mange ting, man kan trykke på, mener René Hougaard.

designer René Hougaard blandt sine møbler

René Hougaard arbejder nu under sit eget designbrand Arde, og her ses han omgivet af en række nye møbler, der er på vej – og andre som allerede er på markedet. Fra venstre: Skænken og den blå stol er prototyper. Træstolen Trioh er helt ny og var vinderprojekt ved Becker Brakel 8. Design Forum, endnu ikke i produktion. Bagved Covent Chair, designet i 2016, New Works. Sofaen Divine, designet i 2017 for Mogens Hansen. Bordet er en prototype, og til højre ses Florence, designet i 2017 for BoConcept.

© René Hougaard

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter