Poesi i håndværkets tegn

BO BEDRE har mødt den talentfulde Sebastian Herkner i Milano, da han præsenterede en ny møbelserie for italienske Moroso.

19. august 2014 af Kasper Foged Rasmussen

Tyske Sebastian Herkner er 33 år og etablerede sit eget studie i 2007. Han har på de syv år, der er gået, etableret sig som en af de mest håbefulde tyske formgivere med fokus på håndværk kombineret med et poetisk formsprog.

- Moroso er et meget legesygt firma, hvor du har stor frihed. Det er måske det brand, det er sjovest at arbejde for. Du kan præsentere projekter for Moroso, som du ikke kan præsentere for andre, siger Sebastian Herkner.

Serien hedder Banjooli og er produceret i Dakar i Senegal i Vestafrika. Den ligger i forlængelse af serien M’Afrique, hvor Tord Boontje, Patricia Urquiola og Birsel & Seck i 2009 lavede møbler efter samme princip - materialet (gamle fiskenet) og farverne er givet på forhånd. De er fremstillet af lokale afrikanske håndværkere og flettet omkring et stålskelet. Banjooli betyder forøvrigt struds på en af de lokale dialekter.

Sebastian Herkners første design, Bell Table, er blevet en nyklassiker. Det bord viste han i 2009 på en udstilling for unge designere, og det produceres i dag af tyske Classicon.

- Jeg har lavet en del ting i glas og gør det stadigvæk, men det er mere håndværk som sådan, der interesserer mig - ting, der laves i hånden - nogle gange er det naturligvis nødvendigt at benytte nye teknologier. Men det er fx en del af udtrykket ved Bell Table, at det er lavet i hånden og har små luftbobler i glasset, som ikke er fejl, men fortæller dig, at det er håndlavet. Det er det samme med Banjooli-kollektionen, hvor forskellige håndværkere har lavet stolene, så de kan have forskelle, der ikke skal ses som fejl, men en del af fortællingen. Folk vil gerne have noget, der er autentisk og har en historie. De gider ikke købe nyt hele tiden, men vil have noget, der stadig holder om 20 år. Derfor er det så vigtigt at forholde sig til, hvilke materialer du anvender, og også tænke over, hvordan de ser ud efter 20 års brug, fortæller han.

Lige nu er der fire mand ansat på tegnestuen, som højst præsenterer fem til syv ting om året, og det er tilsyneladende en god strategi. For mange af de ting, tegnestuen gennem årene har lanceret, har tyngde og fremtidig klassikerstatus - senest blev Unam-serien for Very Wood by Gervasoni fx belønnet med en Wallpaper Design Award.

- Du skal være ærlig og ansvarlig. Hvis jeg har lavet for mange ting, kan jeg ikke kontrollere dem, og jeg vil gerne være med i projekterne og ikke bare udstede ordrer, slutter Sebastian Herkner.

Bell Table for tyske Classicon har på få år opnået nærmest klassikerstatus.

Banjooli fra italienske Moroso er fremstillet lokalt i Afrika af gamle farvede fiskenet. Stålstellet er også produceret lokalt.

Unam-serien for Very Wood by Gervasoni er netop blevet tildelt den årlige Wallpaper Design Award.

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter