© Schmidt Hammer Lassen Architects

Schmidt Hammer Lassen Architects: 30 år med samme spydspidser

Den 1. oktober 2016 fylder Schmidt Hammer Lassen Architects 30 år. Læs historien om en århusiansk miniput, der blev til en international storspiller indenfor arkitektur.

29. september 2016 af Mette Nexmand

Schmidt Hammer Lassen blev skabt af de opportunistiske 80'ere

Da Morten Schmidt, Bjarne Hammer og John Foldbjerg Lassen var studievenner på Aarhus Arkitektskole i begyndelsen af 80'erne, fik de indpodet et stålsat, fagligt selvværd.
Eleverne blev nærmest undervist i opportunisme, samme ånd, som gjorde det daværende danske fodboldlandshold underholdende at se på.
Verden var et tag-selv-bord, et landgangsbrød af muligheder.

”Vores undervisere gav os en helt særlig oplevelse af, at ideer kan realiseres. Vi lærte at tro på os selv – men også at tro på arkitekturen, at alt kunne lade sig gøre! Det var en forudsætning, at man eksperimenterede, prøvede ting af, men grundlæggende fik vi forståelse af arkitekturens helt særlige potentiale; at den kan skabe forandringer for steder og mennesker. Det har vi taget med os, og den grundtanke deler vi stadig – og den præger ånden den dag i dag”, fortæller Bjarne Hammer. 

På verdenskortet i Norden, Europa, Nordamerika, Oceanien og Kina

D. 1. oktober fylder Schmidt Hammer Lassen Architects 30 år, og de samme tre arkitekter er stadig aktive i tegnestuen, som er vokset fra et lille, intermistisk kontor i Latinerkvarteret i Aarhus til en international virksomhed med 150 medarbejdere fordelt på 20 nationaliteter.
  
Tegnestuen kan sætte tegnestifter på verdenskortet i Norden, Europa, Nordamerika, Oceanien og Kina.
SHL har hovedsæde i Aarhus og kontorer i København, London og Shanghai. Tegnestuen har vundet over 150 danske og internationale konkurrencer og har modtaget omkring 85 priser og udmærkelser for arkitektur.

Fra venstre: Rong Lu, Chris Hardie, Kim Holst Jensen, John Foldbjerg Lassen, Morten Schmidt, Bente Damgaard (CEO), Bjarne Hammer – og siddende Kristian Ahlmark.
Fra venstre: Rong Lu, Chris Hardie, Kim Holst Jensen, John Foldbjerg Lassen, Morten Schmidt, Bente Damgaard (CEO), Bjarne Hammer – og siddende Kristian Ahlmark.
Den Internationale Domstol i Haag
Den Internationale Domstol i Haag

Den Sorte Diamant, Dokk1 ... listen er meget lang

Men tilbage til 80'erne og Aarhus, som stadig omfavnede sit glade bolle-å, og hvor arkitektspirererne pludselig begyndte at vinde seriøse konkurrencer. 
Arkitekterne var nærmest nødt til at etablere en tegnestue, for ellers ville arbejdspresset blive for stort for dem hver især.

”Oprindeligt blev vi enige om navnet Hammer, Schmidt & Lassen. Men i Aarhus eksisterede der samtidig en trykkerivirksomhed, som hed Hammerschmidt, hvilket hurtigt gav anledning til nogle forvekslinger. Så vi byttede simpelthen om på rækkefølgen af navnene - det har aldrig været vigtigt, hvis navn der skulle stå først,” foralte Bjarne Hammer i forbindelse med sin 60 års fødselsdag i 2015.

Arkitekt Kim Holst Jensen sluttede sig til holdet i 1988, og trekløveret blev til et endnu bedre firkløver. 
Det store danske gennembrud kom, da tegnestuen vandt konkurrencen om tilbygningen til Det Kongelige Bibliotek på Københavns havnefront. Et af de allerførste arkitektoniske bjergtag med havneområdet - og i dag et varemærke i hovedstadens profil.
Den Sorte Diamant stod færdig i 1999, og så var der ingen vej tilbage. Schmidt Hammer Lassen måtte sende en satellit til København under kreativ ledelse af Kristian Ahlmark, der i dag er partner.
I begyndelsen af 00-erne var der over 100 ansatte på tegnestuen, men ingen formel administration og hierarki. Det blev for heftigt.

Som den første tegnestue i Danmark dannede man derfor en bestyrelse, ansatte en administrerende direktør osv.
"Vi måtte også erkende, at det var en nødvendighed. Den gang for 10-12 år siden havde vi en virksomhed med over 100 ansatte og en fuldstændig flad ledelsesstruktur. Vi var ved at drukne i administrative opgaver. Det var umuligt at nå hen til et bord og få fat i en blyant, som man kunne sætte til papiret, ” siger Bjarne Hammer.

Verdens bedste bibliotek

Af de projekter, som Schmidt Hammer Lassen Architects kan være mest stolte af i dag, skal nævnes Dokk1, det gigantiske biblioteks- og kulturhus i Aarhus, som åbnede i 2015. Dokk1 har siden vundet titlen som 'Verdens bedste bibliotek'.
Listen af projekter er lang og nærmest stressende at få has på som udeforstående, men internationalt kan man ikke komme udenom Skabelsen af Straffedomstolen i Haag (2016).
Erobringen af Kina er samtidig for alvor i gang. Shanghai-kontoret har i dag ca. 30 ansatte og en imponerende portefølje af kultur- og domicilbyggerier.
Fejringen af tegnestuens 30 års jubilæum kulminerede i øvrigt for alle 150 medarbejdere i september på en fire dage lang arkitekturodyssé i Shanghai. 

Den Sorte Diamant, København
Den Sorte Diamant, København
Dokk1 i Aarhus
Dokk1 i Aarhus
Katuaq Culture Centre i Nuuk
Katuaq Culture Centre i Nuuk

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter