© Roberto Ruiz

Nedslidt lejlighed i Barcelona blev lys og flot ungkarle-bolig

Lejligheden i Barcelonas Sant Antoni-kvarter bar præg af, at den ikke var vedligeholdt i mange år. Det afskrækkede dog ikke den nuværende ejer, som med hårdt arbejde og nyt interiør har skabt en skøn oase midt i byen.

21. juni 2017 af Jakob L. Falhof

Da den nuværende ejer første gang så lejligheden i Sant Antoni-kvarteret i Barcelona, var det et trist syn. Lejligheden bar tydeligt præg af, at der ikke var ofret hverken energi eller penge på vedligehold i mange år. Det var derfor ikke den nye ejers førstevalg til en kommende bolig. Men efter at have sundet sig lidt, og talt med en arkitekt fra Colomo & Serboli Architecture, kunne han se muligheder, der før havde været skjult.

Der skulle dog store forandringer til, før lejligheden var sådan, som ejeren ønskede. Vægge blev revet ned, for at åbne rummene op og skabe lys og luft. Det betød til gengæld, at der flere steder skulle laves konstruktionsmæssige forbedringer, for at det hele ikke skulle falde sammen.

Stille og roligt kunne ejeren dog se fremskridtet, og når han idag tænker tilbage på sit første indtryk, er det som en fjern fortid: Der er ikke meget tilbage af den lejlighed, han rystede opgivende på hovedet af, da han så den første gang.


© Roberto Ruiz

Hoveddøren fører direkte ind i stuen, som hænger sammen med køkkenet. Tidligere var rummet delt op, så der var en lille entre, men det valgte den nye ejer at gøre op med. Ved at bruge messing-elementer på yderdøren, bliver den til et dekorativt element med maskulin charme. Ejeren er stor cykelentusiast, og hans dyre mærke-cykler skal naturligvis op i lejligheden hver dag. Tre sortmalede stålrør giver et udmærket cykelophæng, som yderligere understreger det maskuline.


© Roberto Ruiz

Stue og køkken hænger flot sammen og giver fylde til rummet, der i sig selv er ret langt og smalt. Bag cyklerne er der sat store keramiske fliser, for at undgå at væggen bliver bskidt. Fliserne fortsætter rundt om hjørnet ind i køkkenet.


© Roberto Ruiz

Køkkenet er elegant trukket ind i en lille niche, hvilket har den effekt, at det ikke synes så tydeligt, selv om det er en markant del af stuen. Bemærk hvordan der er brugt flere størrelser af keramiske fliser, hvilket giver en fin effekt.


© Roberto Ruiz

Den lille hylde er lavet i samme flise som væggen. Det er en fin detalje, der bryder flisernes ensartethed, men samtidig gør hylden mindre synlig. Ejerne er vilde med skandinavisk design, og har fx købt Normann Copenhagens Craft-kværne.


© Roberto Ruiz

Badeværelset havde tidligere kun et lille vindue med meget begrænset lysindfald. Nu er der åbnet op, og ved at sætte spejlet på et par ekspansionsrør, begrænser de indkigget, men får alligevel masser af lys og luft. Vola-armaturer fuldender indtrykket.

© Roberto Ruiz

Lyse gardiner giver en dejlig stemning i soveværelset, hvor ejeren har lavet et fint lille hjørne med lænestol og bord, hvor tøjet kan smides. Ejeren rejser en del, og derfor står weekend-tasken altid klar. 


© Roberto Ruiz

Altanen er ikke stor, men der er blevet plads til et indbygget hjørne med puder, hvor ejeren kan nyde Barcelonas lune aftner.


© Roberto Ruiz

Bebyggelsen i Sant Antoni-kvateret i Barcelona er meget blandet. Kvarteret ligger på kanten af de mere populære områder, og er derfor prismæssigt lettere at komme i nærheden af. Sant Antoni er desuden kendt for at være et mere roligt område i den spanske storby, hvor der ellers kan være ret meget larm – også om natten.

Måske er du interesseret i...

Andre læser