Når to bliver til tre - hvordan skal indretningen fungere?

Sarah og Andreas skal være forældre for første gang. De elsker deres lejlighed, men har brug for, at der bliver kigget med helt nye øjne på indretningen. Det får de hjælp til af BO BEDREs indretningsarkitekt.

9. april 2018 af Lone Barslund

Kære Lone,

Da to bliver til tre, har vi brug for at vores lejlighed indrettes funktionelt og med plads til børn. Og så trænger vi virkelig til, at der sker noget nyt...

Vi tænker, at den lille stue skal indrettes som børneværelse, og vi vil derfor sætte en dør imellem de to stuer. Men det betyder også, at vi skal have samlet både spisestuen og sofa-arrangement i den store stue. I den lille stue er der fransk altan med dobbeltdør.

Soveværelset er pt. indrettet ret klemt med vores walk-in-closet og et skrivebord, som vi reelt ikke bruger, men det har fungeret indtil nu. Det er muligt, at der kommer altan på lejligheden med udgang fra soveværelset.

Vi håber, at du kan hjælpe os med at tænke alternativt med indretningen. Vi har boet i lejligheden siden 2009 og trænger til, at der bliver set på den med nye øjne. Vi har indtil sommeren 2015 været studerende, og det præger indretning, stil og løsninger. Derfor er vi klar til at få et hjem, som afspejler et nyt kapitel i vores liv. Det skal være let og lækkert at bo her.

Vi er åbne for alle gode ideer, men har to behov, som vi har brug for bliver dækket; et pænt og funktionelt opbevaringsmøbel i stuen, evt. også et i børneværelset, som kan rumme bøger, duge, stearinlys, nips og lign. Derudover har vi behov for en skabsløsning i soveværelset som kan rumme tøj, håndklæder, støvsuger o. lign, da der ikke er plads til disse ting andre steder i lejligheden.

Tusind tak for denne service og inspiration fra dine øvrige indretningstips i BO BEDRE – det er altid en fornøjelse at læse dine tanker og overvejelser omkring indretning og funktionalitet. Hvis du har brug for andet, må du endelig give lyd.

Mange hilsner, Sarah og Andreas

Kære Sarah og Andreas.

Der er flere ting I kan overveje, når I nu skal til at indrette jer med barn.

I stedet for at lave børneværelse i den nuværende spisestue, ville jeg indrette jeres soveværelse til børneværelse i stedet for – for at få et så roligt rum som muligt til den lille. Om aftenen, når I skal se tv eller høre musik/have gæster, vil det ikke forstyrre så meget. På den måde kan I også bevare jeres udmærkede skabsrum et stykke ud i fremtiden og bruge det til noget af den opbevaring, som I har brug for. De hvide skabe, som hænger ved siden af vinduet, kan også sagtens blive der og bruges til legesager nederst og børnetøj øverst.

Den nuværende spisestue ville jeg i stedet indrette som jeres soveværelse, med to store klædeskabe på væggen ind til børneværelset og jeres seng, som I dækker med et smukt tæppe i dagtimerne, så det reelt er et smukt kik fra stuen. I skal selvfølgelig sætte dør eller fløjdøre i imellem soveværelse og stue. Der bør være plads til kommoder eller jeres PS-reoler samt kommoden ved siden af vinduet.

Den store stue skal, som du skriver, kunne rumme både spisebord og sofahjørne og der må I fortsat tænke enkelt, så rummet ikke bliver for overfyldt.

Et rundt bord vil være nemmere at komme omkring, og med plader i, kan I sagtens få plads til at udvide det hen imod vinduet, når I skal have gæster.

Med hensyn til den kommende altan, så kunne det være en mulighed på sigt at slå køkken og altanværelset sammen til et stort stue-alrum, men det er en helt anden snak.

Se, om ikke fordelingen her er rigtig fornuftig de kommende par år med et lille barn.

Bedste hilsener Lone

et billede

Seneste

Måske er du interesseret i...

Andre læser

Opskrifter