På Østerbro i København fandt en ung familie drømmelejligheden med indbygget mulighed for at få deres egen have midt i byen. På den måde har de kunnet skabe den perfekte ramme for en børnefamilie og på samme tid blive boende i byen.
Familien:
Tommy og Rebekka Hougaard er 32 og 30 år. Han er skolelærer, og hun er socialrådgiver og i gang med en diplomuddannelse i psykologi. De bor i lejligheden med deres søn Arthur på 3 år og venter deres andet barn i løbet af sommeren. Boligen er en andelslejlighed.
Forhistorien:
– Selve lejligheden var renoveret, da vi flyttede ind. Det har oprindeligt været en gammel handske- og hattemagerbutik.
Bag døren til soveværelset er der bygget en værdiboks ind i væggen fra den tid. De, der boede her før os, kunne imidlertid ikke finde nogen nøgle til den. Da de så efter noget tid rev panelerne ned, fandt de en nøgle til det skab, som måske gemte på noget værdifuldt. Da de endelig fik det åbnet, var det tomt.
Vores største ombygning har været haven. Da vi overtog lejligheden, var der ikke etableret udgang, og det eneste, der var, var et hegn. Og så var der asfalt på en del af det. Det, vi faldt for, var en charmerende lejlighed med bindingsværk, med en masse sjæl og charme. Med mulighed for at kunne lave en unik byhave.
Vi kunne få en kombination af lejlighed og have, som det ellers er svært at finde i byen.
Udgangspunkt og behov:
– Vi så en mulighed for at blive boende i byen, men med et længere perspektiv med noget af den frihed, man får, hvis man flytter ud af byen og får sig en have. Man kan jo lukke ungerne ud. Vi havde godt nok ingen børn på det tidspunkt, men det var da med henblik på at etablere en familie, at vi så os om efter noget større med have.
Vi var egentlig på vej til at gå i gang med et større byggeprojekt på Nørrebro. Vi boede i en lejlighed, hvor der var ved at blive etableret taglejligheder. Men så faldt vi over dette her, så der var ikke så meget at betænke sig på.
Ønsker og drømme:
– Nu har vi jordbær og æbletræer - selv om de nok lige skal skylles, før vi spiser dem!
Vi vil gerne have at hjem, hvor rammerne er gode for børn, men stadig holde fast i ungdomslivet ved at bo i byen og kunne nyde, at vi kan gå en tur ned ad Østerbrogade.
Erfaringerne:
– Når man ikke er håndværker, skal man vende sig til, at tingene ikke nødvendigvis bliver helt, som man havde forventet.
Sådan leves livet i huset
Hvordan lever I i huset?
– Vi bruger haven så ofte, vi kan. Døren står altid åben, og det er et ekstra rum, når vejret er til det. Vores søn Arthur elsker at være derude, og vi elsker selv at rode med blomsterne. Vi har tilmed lavet små kælkebakker derude de sidste to år, hvor der har været så meget sne.
Fungerer jeres have, som den skal?
– Den har udviklet sig lidt efterhånden, men det fungerer godt, at vi har opdelt den i en terrasse og en græsplæne og lavet plads til udekøkken med det samme.
Det et blevet meget tæt på det, vi havde forestillet os fra starten.
Hvad har I lært af projektet?
– At vi er ret perfektionistiske. Vi har stået og flyttet træerne fem centimeter den ene og den anden vej, før vi var tilfredse. Dér ville det have været praktisk, hvis der havde været en havearkitekt, der bare havde sagt “hér skal det stå!”.
Inspirationen?
– Den har vi fået fra boligmagasiner, os selv og ved at kigge os omkring. Vi har ikke haft en havearkitekt inde over, men havde også en god fornemmelse af, hvad det var, vi ville, fra starten.