Vi danskere elsker vores hjem, men hvordan er vores virkelighed og drømme egentlig? Vi har spurgt en række danskere om hvad de sætter størst pris på i deres bolig ...
Ulla, 56, Esbjerg V.
Hvor ville du helst bo?
Jeg vil helst bo hvor jeg bor, ved kysten lidt nord for Esbjerg.
Fuldfør sætningen: Et hjem er ...
Et hjem er det sted, hvor drømme føres ud i livet, hvor jeg slapper af og lader op og samtidig bliver kreativ og får nye ideer.
Du får uventede gæster om en time. Hvad serverer du?
Jeg kigger i køleskab og fryser og finder på noget, jeg har altid noget godt kød, f.eks. vildt, samt grøntsager i fryseren eller køleskab.
Hvordan brygger du din kaffe?
Jeg brygger kaffe ved at koge vand i en el-kedel og hælde over kaffebønner i en tragt i en termokande.
Fuldfør sætningen: Jeg kan ikke lave mad uden ...
Jeg kan ikke lave mad uden grøntsager.
Hvad har du altid i dit køleskab?
Jeg har altid gode økologiske æg, A-38, smør, ost, Lætta, grøntsager i mit køleskab.
Hvilke bøger ligger på dit natbord?
Jeg læser ikke, når jeg ligger i min seng.
Hvad er din mest værdifulde erhvervelse?
Min mest værdifulde erhvervelse er mit jagtgevær.
Hvad ville du vælge, hvis du kun måtte tage én ting med fra dit hjem?
Så ville jeg tage min sofa med mig.
Hvordan slapper du bedst af?
Jeg slapper bedst af ved at læse skønlitteratur og ved at strikke.
Hvad er det sidste, du har købt til dit hjem?
Det sidste jeg har købt er en dejlig læder lænestol med skammel.
Hvilken rolle spiller fjernsynet hjemme hos dig?
Fjernsynet spiller en vis rolle hos os, min mand ser meget fjernsyn mens jeg strikker.
Skal man tage skoene af, når man kommer hjem til dig?
Man skal ikke tage skoene af hos mig.
Er der en ting, du ikke vil have indenfor døren hjemme hos dig?
Ja, ting jeg synes er grimme eller giver sig ud for at være noget de ikke er.
Hvad er det sidste du gør, inden du går i seng?
Det sidste jeg gør, inden jeg går i seng er at slukke lys og låse døre, og tage mobiltelefoner med ned i soveværelset.
Hvad er det første, du gør om morgenen?
Det første jeg gør om morgenen er at spise den morgenmad, min mand har lavet til mig.
Hvad er det første, du gør når du kommer tilbage efter en lang ferie?
Det første efter en lang ferie er at tjekke post og mail.
Hvis væggene kunne tale, hvilken begivenhed ville de så bedst huske?
Jeg har kun boet 2 år i dette hus, men det væggene ville fortælle om, er den glæde der er, når børn og børnebørn kommer på besøg.
Hvad betyder ting for dig?
Det betyder meget for mig at omgive mig med ting jeg synes er pæne og er glad for.
Hvad inspirerer dig?
Jeg inspireres meget af naturen, det at gå på jagt eller træne min hund i naturen. At se have og boligudsendelser i tv, at se smukke billeder i blade og magasiner, eller besøge smuke steder med smukke bygninger.
Løbende gennem BO BEDREs jubilæumsår vil en dansker svare på spørgsmål om sit boligliv. Du giver din egen historie på: bobedre.dk/privat/spoergsmaal. Hver måned trækker vi lod om et 6 måneders friabonnement på BO BEDRE til en værdi af 341,70,-