Egen sø og udsigt til Østersøen lyder umiddelbart som opskriften på en drømmebolig. Men selv om familien Lynge ikke kunne klage over udsigten, ydede deres gamle 1960’er-hus slet ikke omgivelserne retfærdighed. Et moderne hus, tegnet af arkitekt Mikkel Westfall og set i et nummer af BO BEDRE, fik familien i gang med den helt store ombygning, og i dag er parcelhuset ikke til at kende igen.
Det er svært at forestille sig, at familien Lynges hjem engang var et helt almindelig, klassisk 1960’er-parcelhus. Forvandlingen er nemlig så komplet, at der i dag i princippet er tale om et helt nyt hus. Det eneste, der ligner sig selv, er den store naturgrund med egen sø og udsigt over Østersøen.
Allerede da familien købte huset for knap fire år siden, vidste de, at det skulle bygges om. De startede oprindeligt i det små med at skifte vinduer, rive et par vægge ned og fjerne den indvendige “cigarkasse-beklædning” på væggene for at pudse dem op i stedet.
- Noget af det, vi gjorde allerførst, var at rive en væg ned mellem køkken og stue, så vi fra køkkenet kunne se ud over vandet. Vi var hurtige, for vi flyttede ind kl. 12, og kl. 16 var muren nede, siger Janne Lynge.
Men der skulle ske mere, og først, da Janne Lynge en dag sad og slappede af med et blad, tog tingene fart.
- Skridtet videre kom, da jeg sad med BO BEDRE og læste en artikel om et hus, tegnet af Mikkel Westfall fra Årstiderne Arkitekter. Huset havde præcis den stil, jeg og min mand gik efter, så vi tog straks kontakt til tegnestuen, fortæller Janne Lynge.
Janne Lynge og hendes mand er kommet med mange ideer undervejs. Blandt andet foreslog de at hæve stuen, så de fik en bedre udsigt over vandet. Det var en rigtig god idé ifølge Mikkel Westfall, som desuden har fokuseret på at skabe et stilrent og minimalistisk hus, der nænsom underordner sig omgivelserne.
Det ombyggede hus lefler ikke for udsigten, men underordner sig beliggenheden og åbner sig mod vandet, mens ankomstsiden er lukket mere af. Det nye pergola-lignede indgangsparti i cedertræ har ændret husets arkitektur radikalt. Pergolaen fortsætter i flugt med hovedbygningen og ender i en ny træterrasse.
Familien ville gerne have et hus, der var opdelt, så sønnen Kristoffer kunne få sin egen teenageafdeling
med badeværelse og indgang. De ville også gerne have en særlig forældreafdeling med en stor stue, da de ofte har mange mennesker på besøg. Huset har på denne måde ikke så mange værelser, til gengæld er hver eneste kvadratmeter udnyttet optimalt.
- Der er mange ting, som er lykkedes rigtig godt i det her hus. Vi er en stor tegnestue, der laver store projekter alle mulige steder, men det har været inspirerende og en stor udfordring for mig at tegne et enfamiliehus. Man kommer tæt ind på livet af bygherren, og det betyder, at man er nødsaget til at yde sit allerbedste, siger arkitekt Mikkel Westfall.
Totalforvandling
Det typiske 1960’er-hus stod helt oprindeligt med sorte træpartier ved vinduerne og lå desuden meget lavt på grunden. I dag har huset fået en “ny identitet” med hvidpudset facade og en markant træbeklædning og pergola i cedertræ, der slutter i den nyanlagte terrasse. Huset er desuden blevet løftet ca. 60 cm, for på den måde at få en endnu bedre udsigt over naturgrunden, men uden at virke for påtrængende i det smukke terræn.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.