Anne-Mette og Henrik Ibsen solgte alle deres ejendele og købte nyt for at starte fuldstændigt forfra i deres totalombyggede villa i Aalborg. Resultatet er blevet et gennemharmonisk egoisthjem.
Man ser det med det samme, når man drejer ned ad den lille villavej i Aalborg. Der ligger 10 ens huse - og så er der Anne-Mette og Henrik Ibsens hus. Engang lignede det alle de andre huse, men så tog det ambitiøse par fat på at realisere deres boligdrøm - en drøm, der er gået i opfyldelse, selv om den undervejs var ved at udvikle sig til et rent byggemareridt.
Da Anne-Mette og Henrik Ibsen købte huset i 2004 var det på 98 m² med en kælder på 50 m2. I dag er huset totalt forvandlet og udvidet til 200 m² plus kælder.
- Da vi så det første gang, var det ikke huset, men beliggenheden, vi faldt for. En lille idyllisk plet med ro og fred, men alligevel tæt på Aalborg centrum, forklarer Anne-Mette Ibsen.
- Vi havde en klar idé om, at vi ville bygge et egoisthus. Vi har ingen børn, og vi får det heller ikke, så vores hjem skulle opfylde alle vores ønsker med hensyn til lys og luft, ro og harmoni, dog med masser af plads til fest og hyggeligt samvær med venner og familie, fortsætter hun.
Parret fik hjælp af den lokale entreprenør Jesper Vognsgaard til at tegne huset, og i januar 2005 begyndte drømmebyggeriet så. Men samtidig begyndte problemerne at hobe sig op. Der kom indsigelser fra naboer, og en byggetilladelse blev trukket tilbage, så i april stoppede byggeriet.
- Det var så hårdt. Vi vidste ikke, hvad det hele ville ende med, og om vi ville ende vore dage i en toværelses lejlighed, fordi en stor del af vores opsparede penge var puttet i byggeprojektet, husker Anne-Mette Ibsen.
Byggeriet kom i gang igen i oktober 2005 efter indgåelse af et kompromis med ændringer af tagkonstruktionen og facaden til følge. Men strabadserne sluttede ikke der. For i mellemtiden havde alle håndværkerne fået kalenderen fyldt op med andre opgaver, så først i juli 2006, halvandet år efter ombygningen var startet, kunne Anne-Mette og Henrik Ibsen langt om længe flytte ind i deres drømmebolig.
- Vi er så glade for det, og faktisk har det vist sig, at alle ændringerne endte med at blive en fordel, fortæller Henrik Ibsen.
5 gode ombygningsråd fra familien Ibsen
- Dobbelttjek alle afgørelser fra teknisk forvaltning, så byggeriet ikke pludselig går i stå. Læs altid det med småt, det kan ofte have stor betydning.
- Uanset hvad, og selv om det til tider kan forekomme svært, så hold jermålet for øje - tænk på, hvor skønt det bliver engang ...
- Udnyt jeres netværk, mens I bygger om, og invitér jer selv på aftensmad hosvenner og familie, så ofte I kan. Så bliver der mere energi og overskud til byggeriet.
- Stå sammen uanset hvad! Og kæmp for jeres idé - der er altid en løsning, det gælder bare om at finde den.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.