Badeværelset er et af de mest komplicerede og kostbare rum at bygge om. Det er dog stadig muligt at opdatere et ældre bad, blot du ikke ændrer på den eksisterende indretning og placering af saniteter
Mere plads i det lille bad
Udvid rummet. Måske kan du “låne” lidt plads fra et tilstødende rum – et soveværelse eller et gangareal. En enkelt kvadratmeter kan lige netop være det, der gør hele forskellen på en håbløs plan og en plan, der fungerer. Du behøver ikke flytte en hel væg. Det er også muligt blot at lade fx bruseafsnittet stikke ind i naborummet.
Spar plads med en skydedør. Døre, der åbner indad i rummet, er pladskrævende. Brug en skydedør i stedet. Vælg kompakt sanitet. Mange producenter har udviklet særlige pladsbesparende modeller til små badeværelser. Husk også, at væghængte modeller giver dig en bedre udnyttelse af det sparsomme gulvareal.
Læg varme i gulvet. Indbygget gulvvarme fylder ingenting i forhold til traditionelle radiatorer. Det er samtidig behageligt at gå på og giver en sundere varme.
Nyt liv til de gamle fliser.
Mode og smag skifter hurtigt. Hvis du er blevet træt af de karrygule fra 70’erne, men ikke lige har økonomi til en udskiftning, kan du male dig til nye fliser. Med et grundigt forarbejde og de rette materialer kan resultatet blive både flot og holdbart. Hemmeligheden bag et godt resultat ligger i klargøringen af overfladen. Der skal bruges masser af knofedt og en grov slibesvamp. Jo mattere du kan slibe overfladen, desto bedre hæfter malingen. Vask væggene i fortyndet eddikesyre, før du maler. Husk at følge producentens maleanvisninger til punkt og prikke, og glem ikke at overholde hærdetiderne.
Bruseafsnittet er en af de installationer i badeværelset, som det er ekstra besværligt at ændre på.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.