Det hele begyndte med en renovering af en gårdhave. Det greb dog hurtigt om sig, og i dag er huset forvandlet til ren luksusbolig.
Huset ligger nord for København på en af Danmarks dyreste adresser. Det første, man møder, er det store hus, som rummer en imponerende samling af kunst og designmøbler. Derudover finder man også en stor pool på grunden og sidst, men bestemt ikke mindst, en privat golfbane, der både indeholder tee-sted, green og bunker. Indenfor findes blandt andet det store kurbad-lignende badeværelse og teknologien, der skjuler det store fladskærms-tv i et smart, rødt møbel.
Selve huset har for nyligt gennemgået en total ombygning, som arkitekt Søren Borg har stået for. Han syntes nemlig, at huset var en smule utidssvarende, spurgte han ejeren, om han ikke måtte komme med et forslag til, hvordan huset kunne opgraderes til et moderne luksushjem. Det betød en total forvandling, da Søren Borgs forslag indebar, at alt det indvendige stort set skulle laves om, fordi de tidligere rum og ikke mindst deres indbyrdes placering var ulogisk og gjorde huset svært at overskue.
- Nutidens måde at bo på kræver en helt anden form for indretning, og derfor syntes jeg ikke, det var nok bare at lave nogle småjusteringer, fortæller Søren Borg.
Køkkenet blev flyttet ind i den tidligere spisestue, hvor firmaet Gude Indretning stod for indretningen. Køkkenet er bygget omkring en stor arbejdsø placeret centralt i rummet. I forbindelse med ombygningen blev altanen udvidet, så den nu løber hen forbi køkkenet. Dermed kan familien gå direkte ud på altanen i 1. sals højde og nyde udsigten udover pool og golfbane.
Spiseafdelingen er blevet langt mere attraktiv, efter at en væg ind til pejse-og fjernsynsstuen blev revet ned. Et eksisterende ovenlysvindue er klart med til at give rummet en ekstra dimension, ligesom to nye glasdøre har haft stor betydning for rummet nu, hvor man kan gå direkte ud i haven. I husets modsatte fløj har Søren Borg med stor indsigt i husets arkitektur skabt nogle opholdsstuer, der er gjort superhyggelige.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.