Boligreportage

Superhus med sollys

I Lystrup nordøst for Århus er familien Simonsen flyttet ind i et lavenergihus, der er en del af projektet Bolig for livet – som for nylig vandt BO BEDREs Bo Grøn Pris. Huset integrerer funktionalitet, æstetik og ikke mindst bæredygtighed. Kom med indenfor.

Forestil dig, at du bor i et hus, der selv producerer al den energi, du skal bruge til el og varme. Og som endda kan producere så meget energi, at du har et overskud, som du kan bruge til at lade din plæneklipper op med. Forestil dig, at huset selv lufter ud og sørger for, at der altid er et godt indeklima. Og forestil dig så også, at huset selv kan regulere, hvor meget lys og varme der kommer ind ad vinduerne. Det lyder måske som noget fra en fremtidsfilm, men hele scenariet er meget virkeligt.

Familien er nemlig som prøvekaniner flyttet ind i et lavenergihus med ovennævnte kvaliteter. Huset er det første testhus ud af otte i en række europæiske lande, og det har navnet Bolig for livet. Det er udviklet af vinduesfirmaerne Velfac og Velux i samarbejde med aart arkitekterne og Esbensen Rådgivende Ingeniører. Ambitionerne har været høje, og arkitekterne fortæller, at det handler om at få funktionalitet, æstetik og miljøhensyn til at hænge sammen.

Annonce

Sophie og Sverre Simonsen har boet i huset i knapt et halvt år og har samlet sig en god bunke erfaringer med Bolig for livet. En af de ting, som de er mest begejstrede for, er lyset. Det samlede facadeareal består af 40 procent vinduer, og det er dobbelt så meget som i et almindeligt parcelhus. – Det er lyset i huset, som er det mest fascinerende. Lyset påvirker mit humør og mit aktivitetsniveau, og det strømmer ind fra alle sider, fortæller Sophie Simonsen.

Huset er spækket med nyudviklet automatik, der åbner og lukker vinduer, automatiske rullegardiner og markiser, lyssensorer, som tænder og slukker lys, og en kontrolskærm, hvor man kan indstille det hele. I forlængelse af husets bryggers ligger det semi-isolerede multifunktionsrum, der fungerer som tørrerum og er udstyret med et økologisk køleskab, som ikke kræver strøm. Det er et nedgravet rum, hvor temperaturen er syv grader året rundt.

Annonce

Udover lyset har familien Simonsen også fået en anden stor glædelig overraskelse. Både Sophie og Sverre Simonsen glæder sig over luften i huset, som er mere ren og frisk end i deres eget hus. En stor fordel – ikke mindst for Sverre Simonsen og sønnen Axel, der begge lider af allergi overfor pollen og støv. – Luften er god, fordi der bliver ventileret ud automatisk i alle rum døgnet rundt.

Her er indeklimaet meget behageligt. Udluftningen fungerer automatisk via en rumføler i hvert rum. Og på varme sommerdage slipper luften ud gennem ovenlysvinduerne, uden at vi oplever voldsom gennemtræk. Vi håber, at den hyppige udluftning kombineret med gode materialer, der er lette at rengøre, kan fjerne støvallergien, fortæller Sverre Simonsen.

Annonce

På trods af en generelt glad prøvefamilie, så er der da også plads til forbedringer. Herren i huset påpeger uhensigtsmæssigt placerede stikkontakter og en lysautomatik. Og han henviser til, at isoleringen i murerne gør, at væggene er meget tykke og dermed spænder ben for nogle arkitektoniske muligheder. Fruen i huset savner mere skabsplads i huset. – Der er for få indbyggede skabe og skuffer. Vi har behov for at lægge ting til side dér, hvor vi bruger dem.

Erfaringerne – gode som dårlige – gives videre til Velfac og Velux, og når familien Simonsen efter et år har testet huset igennem, skal det sælges, så en anden familie får muligheden for at bo i fremtidens hus.