Da Marlene Waldorf første gang så det gamle tørreloft i Århus lod hun sig ikke afskrække af, at det endnu fremstod helt råt. Tværtimod så hun en enestående mulighed for at kunne sætte sit eget præg på alle detaljer og lade sin fascination for indiske farver få frit løb.
Helt oppe under taget i en ældre, herskabelig ejendom i Århus er udsigten over smilets by og Århus Bugt bjergtagende. På denne smukke plet fandt designer og produktchef i BoConcept, Marlene Waldorf, sin drømmelejlighed.
– Jeg havde længe gået og fantaseret om en taglejlighed med terrasse, badekar, fritlagte bjælker og masser af plads, men sådan en finder man jo ikke lige hver dag, fortæller hun.
– Da jeg så boligen, var der kun sat nogle få gipsvægge op, men jeg var ikke i tvivl og kunne se en masse muligheder. Jeg var solgt på stedet.
Entreprenørvirksomheden Høgh & Rousing, der havde købt loftsrummet med henblik på istandsættelse og videresalg, havde allerede lavet tegninger for, hvordan lejligheden skulle indrettes og var så småt i gang med arbejdet. Men da Marlene Waldorf så planerne, kunne hun se, at de ikke var optimale i forhold til hendes ønsker og rummets potentiale. Hun købte derfor lejligheden ufærdig og bad dem gøre den færdig efter hendes egne tegninger og ønsker.
– Når man får mulighed for at indrette et hus eller en lejlighed stort set, som man ønsker det, skal man gribe den. Det geniale her er, at jeg har været med til at beslutte alle detaljer og har kunnet tilpasse dem fuldstændigt til mine behov og ideer. Og Høgh & Rousing har været fantastiske til at føre mine tanker ud i livet.
Lejligheden havde allerede så småt fået en rumfordeling, men den var hun ikke tilfreds med, så nogle af de nyopsatte vægge måtte væltes igen, og andre bygges i stedet. Hun designede selv køkken og bad og fik sat flere vinduer i lejligheden på første sal. Der blev også åbnet mellem de to etager for at gøre rummene så lyse og luftige som muligt. Hun fik ligeledes tilpasset skabe og reoler, så pladsen omkring de skrå vægge blev udnyttet optimalt, hvilket giver et harmonisk udtryk.
Når det kommer til indretningen er hendes råd netop at rydde op.
– Hvis du starter med at rydde op, får du den luft, der er nødvendig for at kunne lege med anderledes materialer, former og farver. Du skal ikke at være bange for at sætte vilde ting sammen og gøre det en tand vildere, end du plejer, så rykker det. Og hvis man har de rolige flader, så vil man blive overrasket over, hvad man rent faktisk kan slippe af sted med.
Marlene Waldorfs lejlighed er et godt eksempel på denne filosofi. Vægge, gulv og lofter er alle holdt helt i hvidt, hvilket fremhæver de mange detaljer i markante og utraditionelle farver, der gør lejligheden spændende og anderledes, som for eksempel et orange gelænder eller en jadegrøn bordplade i køkkenet.
God energi og balance er kodeord for Marlene Waldorf, der gerne henter sin inspiration på hoteller og restaurationer, hvor stilen som regel i udgangspunktet er relativt nedtonet. Men når det kommer til farver, er det ofte på hendes mange rejser til Indien, at hun får sine gode idéer.
– Jeg synes, de er superdygtige til at bruge farver i dagligdagen, og det kan man godt lære noget af. Mit hjem er meget vigtigt for mig. Det er her, jeg lader op og slapper af, så jeg skal blive i godt humør af at være her, og det er farver rigtig gode til, siger hun.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.