Ved Norsminde syd for Århus bor arkitekt Karen Kjærgaard i et hus, der med sit underspillede og stramme udtryk matcher det flade englandskab, som bærer det. Indvendigt er huset en oplevelse af et personligt og legende miks af designeksperimenter, prototyper, eget design og møbelklassikere.
På et fladt engstykke ved Norsminde ud mod Kattegat lå en beliggenhed, som ganske enkelt var så uovertruffen, at den ikke kunne ignoreres. På grunden lå et lille, uisoleret hus på 80 m2, bygget i gasbeton – og gulmalet.
– Vi boede her faktisk i fire år, inden vi fandt ud af, om det hele skulle jævnes med jorden, eller om vi skulle lave en tilbygning, og hvilken karakter den i så fald skulle have, fortæller Karen Kjærgaard. Huset var så lidt tiltalende, at de nye ejere i den lange periode, hvor dets skæbne blev overvejet, malede det sort for at kunne klare synet. Da overvejelserne til sidst var overstået, blev resultatet næsten en “ommer”. Kernen, gasbetonhuset, blev delvist beholdt. Og i stedet for at rive ned, blev der lagt til og trukket fra.
Det nye hus er tegnet af Hans Thyge og Karen Kjærgaard i samarbejde med arkitekt Claus Hermansen. Omkring det eksisterende hus kom to tilbygninger, én på hver side, som ligger forskudt i forhold til hinanden ud mod vandet. På den måde blev de ønskede kvadratmeter opfyldt og der blev skabt et stykke arkitektur, som passede ind i miljøet i Norsminde - Skarptskåret i udtrykket udefra.
De 80 m2 voksede til 225 m2, og man fik opfyldt en masse ønsker, bl.a. til en tegnestue. Huset er blevet længere, bredere og højere, men på grund af det ensartede materiale falder huset naturligt i med omgivelserne. Det, der binder de tre blokke sammen, er materialet – cedertræet. 60 mm smalle cedertræslister er monteret på både de udvendige vægge og taget. Træbeklædningen har været et præcisionsarbejde, som tømrermester Michael Østerskov har tilskåret i tusindvis.
Møbleringen er en personlig blanding af eksperimenter, prototyper, versioneringer af Karen Kjærgaards eget design og møbelklassikere. Et eksempel er en blandet stolekollektion omkring spisebordet. I hele huset ses arkitektens begejstring for kunsthåndværk - det giver huset en særlig uhøjtidelighed, glæde og dynamik.
Arkitektur i cedertræ
Cedertræet på alle husets sider står ubehandlet og bliver med tiden helt sølvgråt. Det skifter i overfladen, afhængigt af om det er tørt eller vådt. Materialet er i slægt med de gamle fiskerhuse på stedet, på den måde bliver huset passet blødt ind i omgivelserne.
En skarpere detalje er husets vinduer og døre. Som en billed-hugger hugger har "hugget" alle huller til vinduer og døre ud af cedertræskassen. Eksempelvis er det store panoramavindue i opholdsstuen meget lavt. Man skal sidde ned for at kunne kigge ud. Vinduet og dermed udsigten er tilpasset rummets hvilefunktion – og byder på et afslappende widescreen-view.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.