Tøjdesigner Karen Vedel Simonsens hjem er som det modedesign, hun har erobret verden med. Den mere end 100 år gamle villalejlighed nord for København oser af farver, materialer og overraskende detaljer.
Hun har erobret modeverdenen og fortsætter med at overraske med sit begavede, kunstneriske tøjdesign i designduoen Munthe plus Simonsen. Lige så overbevisende forstår hun at klæde en bolig på. Hjemme hos modedesigner Karen Vedel Simonsen er stilen et personligt møde mellem stram minimalisme, etniske indslag og Østens detaljerigdom og håndværk. Alt er valgt med sikker sans og sammensat i overraskende opsætninger. Detaljer binder de enkelte designermøbler sammen, og stemningen er helt speciel i designerens private rum.
- Huset har en helt speciel atmosfære. Hvis der findes en hussjæl, så har det her hus en helt speciel smuk og positiv sjæl, siger Karen Vedel Simonsen om sit hjem. Det har gennemgået en gennemgribende renovering, siden designeren for fire år siden forelskede sig i huset fra 1901 nord for København. Men det var ikke kvadratmeter eller beliggenhed, der fik designeren til at skrive under på slutsedlen - det var oplevelsen af, at det føltes rigtigt.
- Første gang jeg mødte huset, stod jeg på tæer og kiggede ind ad vinduerne. Det var til salg, og jeg ledte efter et nyt hjem. Jeg kunne bare mærke, at det var her, jeg skulle bo, fortæller Karen Vedel Simonsen om villalejligheden. I dag står den totalt istandsat og helt, som designeren og hendes mand ønsker det. Og de elsker begge to at være hjemme her.
- Jeg arbejder meget, men når jeg kommer hjem, sætter jeg tempoet ned. Her er der ingen mennesker omkring mig, der sluger energi. Til gengæld tilfører mit hjem mig ny energi. Mit hjem er indrettet med ting og møbler, der betyder noget. Det er et dejligt sted at komme hjem til. Det er her, jeg regenererer og finder fred, fortæller Karen Vedel Simonsen, der sammen med sin mand selv har istandsat villalejligheden.
Yndlingsrummet er den store opholdsstue med åbent køkken og spiseplads. Der er lagt varme i gulvet under de tre forskellige funktioner og malet hvidt overalt. Alligevel opleves rummet opdelt takket være designerens sans for materialer og detaljer.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.