Journalist: Vivian Boje Fotograf: Gert Skærlund Andersen
I stedet for at renovere et gammelt hus i Skagen valgte Annegrete Bramsen Danielsen sammen med sin mand og to børn at bygge et helt nyt. Resultatet er lyst og funktionelt, og så er der skabt en smuk ramme om familiens imponerende kunstsamling.
Annegrete Bramsen Danielsen og hendes familie er netop flyttet ind i det nye hus, der ligger smukt i Danmarks nordligste by, Skagen, som ellers er kendt for sine små, hyggelige, gamle huse.
– Vi havde en grund her i området ved Nordstranden med et gammelt hus og en stald. Grundene omkring huset var ved at blive udstykket, så vi besluttede også at ville bygge, kommer det fra Annegrete Bramsen Danielsen, der arbejder hos designagenturet Ørskov & Co.
– Vi havde som mange unge skagboer ikke rigtig råd og mod på at købe et gammelt Skagenhus og så renovere det. Vi ville også hellere have et nyt med højt til loftet i stedet for de små, lavloftede huse heroppe, som ofte er mørke, fortæller hun.
Til trods for at opgaven var omfattende, var det sjovt at prøve at skabe noget selv. Og familien valgte fra starten at lægge ideer og tanker over til arkitekt Mogens Kassow fra arkitektfirmaet Bundgaard og Kassow i Hjørring.
– Der er mange restriktioner i området. Derfor blev det et længehus med anneks, fortæller Annegrete Bramsen Danielsen.
Huset er grundmuret inde som udvendigt med træ-gulve i den største del og gule teglklinker i bad og indgangspartiet. Arkitekturen er minimalistisk, og huset består af ét rum i to plan, hvor der er visuel kontakt mellem de to planer.
Alle vinduer er valgt, så de går helt op i højden, så lyset og himlen lukkes ind. Ligesom brusedelen i badeværelset har glastag af samme grund. Med et par ekstra skydeporte har huset fået et stort uderum med læ, når der blæser en orkan! Og det er som bekendt ikke en dårlig idé, når man bor på toppen af Danmark.