Det rødkalkede og stråtækte landhus skuer over omkringliggende marker med græssende køer og fritgående heste. Familien i dette hjem i Nordsjælland henter vand fra egen kilde og boede tre år i Norge, mens de lejede huset ud og tænkte over, hvordan de skulle sætte det i stand. De fandt svaret.
En kringlet grusvej langs skoven er så smal, at der kun akkurat er plads til en bil. Fra vejen ser familien Hansens landsted ikke stort ud, men det snyder, for indenfor er der rigelig plads til familien bestående af Anne Mette Hansen, hendes mand, to teenagedøtre fra hans tidligere ægteskab plus parrets fælles to små børn.
Når man ser huset fra havesiden, forstår man bedre rummeligheden. Huset er nemlig bygget på en skrånende grund, og det giver direkte haveudgang fra underetagen.
– I år 2000 gik vi på jagt efter drømmehuset. Egentlig havde vi kig på en bolig tættere på byen, men så faldt vi over en lille annonce i Berlingske Tidende, og for sjov kørte vi et smut her til Furesø Kommune for at se, hvad vi kunne få for pengene her, fortæller Anne Mette Hansen og tilføjer:
– Og det var sandelig ikke så lidt!
Her fandt familien den 11.000 m² store grund med egen sø og udsigt til skov, marker, enge, heste og køer.
– Det slog os fuldstændig omkuld. Huset skulle totalrenoveres, men vi kunne få det nøjagtigt, som vi ville have det, siger Anne Mette Hansen.
En ting er selv at kunne bestemme, men det kan også være en stor udfordring. På købstidspunktet havde de nemlig ingen idé om, hvordan boligdrømmen skulle formes. Landstedet fra 1930’erne var stærkt forsømt. Stråtaget var faldefærdigt, planløsningen utidssvarende og køkkenet nedslidt, så der var nok at tage fat på.
De ønskede sig et moderne og tidssvarende hjem til familien på seks medlemmer. Men så skete noget ganske uventet.
– Min mand fik tilbudt sit ønskejob i Oslo kun 14 dage efter, at vi havde overtaget huset. Først var vi fortvivlede, for nu havde vi lige fundet vores drømmehus, men det skulle vise sig at være en stor fordel, fortæller hun. Familien lejede huset ud og forfulgte arbejdsdrømmen i Oslo i 3 år.
– Da vi kom tilbage, vidste vi præcis, hvad der skulle gøres.
De kontaktede en arkitekt, som tegnede store, åbne rum i stueetagen med opholdsstue i den ene ende og køkkenalrum i den anden. Dertil kom teenageværelser og badeværelse i kælderen og en førstesal med forældrenes soveværelse, toilet og børneværelse.
Der blev lagt nye plankegulve, sat nye, tætte vinduer i og endda tilføjet flere vinduer for at lukke så meget dagslys ind som muligt uden at bryde med husets byggestil.
Som traditionen foreskriver i dette område, blev facaden, der før var lyserød, malet i den karakteristiske svenskrøde farve og fik blå vinduesrammer. Huset fra 1930’erne står i dag nutidigt uden at have mistet sine oprindelige, charmerende særpræg.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.