Boligreportage

Klangen af Mallorca

Kom for første gang med indenfor i Bent Fabricius-Bjerre og Camilla Arndts skønne landsted, godt gemt på en bjergskråning på Mallorca. Her har komponisten fundet sit perfekte sommerhus på den smukke spanske ø, han har haft sin gang på i mere end 50 år.

Lyden af en melodiøs klokke fra et græssende får fortoner og fortaber sig ned ad bjergskråningen. Vi er ude på landet på Mallorca i et naturskønt, fredet område, hvor komponisten Bent Fabricius-Bjerre holder af at tilbringe så meget tid som muligt.

Bent Fabricius-Bjerre kom til Mallorca første gang i begyndelsen af 1950’erne, før charterturismen holdt sit indtog. Og da Bent Fabricius-Bjerre i starten af 1960’erne havde en del tilgodehavender fra salget af plader i Spanien, vendte han igen blikket mod Mallorca. Her brugte han sine pesetas på at købe et ensomt beliggende sommerhus i byen Santa Ponsa på øens vestkyst.

– Det var lidt besværligt at komme til Mallorca, da mine fire børn var små. Flyrejser var kostbare, så vi kørte altid af sted i en stationcar, som dengang meget vel kunne strække sig over tre-fire dage. Det blev noget nemmere, da Simon Spies kom til. Jeg var med på en af hans første flyveture i 1957. Han havde chartret en tomotorers flyvemaskine af typen Fokker. Den var malet mørkebrun med gule striber, hvilket jeg ikke syntes, var særligt tillidvækkende farver – for et fly. Min mistillid blev da også bekræftet, da maskinen tabte den ene propel i Frankfurt. Vi nødlandede med én motor, fortæller Bent Fabricius-Bjerre.

Annonce

Den lille fiskerby blev dog i løbet af det næste årti mere og mere overrendt, så Bent Fabricius-Bjerre kiggede sig om efter et mere afsidesliggende sted og faldt for huset på bjergskråningen med den storslåede udsigt over Middelhavet. Det traditionelle mallorcinske landsted hedder S’era de c’an Paxeco, og betyder: ”Her er pladsen, Paxeco benytter til kornmaling”. Navnet henviser til den plads, som i dag udgør den store, åbne terrasse mod Middelhavet.

Selve boligen er på 200 m² og ser stort set ud, som da Bent Fabricius-Bjerre købte den for 30 år siden, dog har han tilføjet poolen. To mindre selvstændige bygninger bindes sammen af patioen, en atriumgård, og gamle tjærede telefonpæle udgør den bærende loftskonstruktion i alle lofter.

Annonce

Turen herned er med tiden blevet noget nemmere, og med en samlet rejsetid på 5-6 timer fra dør til dør, betragter parret ikke rejsen som mere besværlig, end hvis de fx havde haft en feriebolig ved Vesterhavet. Fire-fem gange om året er huset på skråningen base for deres lette og lune mallorcinske sommerliv.

Tiden hernede bruges i fællesskab på sejlture og tennis, og i garagen står der et par mountainbikes, som bliver flittigt benyttet, når det ikke er alt for varmt. Og Bent Fabricius-Bjerres fascination af den spanske ø er lige så stor som ved første møde for over 50 år siden: – Det bedste ved Mallorca er naturen, vejret og den venlige befolkning. Det smukkeste på Mallorca er Tramontanabjergkæden, og det bedste ved vores hus er udsigten!

Annonce

Annonce

Abonnementstilbud

8 numre + Morten Heiberg bagesæt

8 numre + Morten Heiberg bagesæt

BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.

Nyeste artikler

Årets læserpris 2012

Årets læserpris 2012

Stem på DIN personlige favorit og ...
Læs mere

Årets relancering 2012

Årets relancering 2012

Den danske designarv gemmer på mange ...
Læs mere

Årets design 2012

Årets design 2012

BO BEDREs designpris gives til ...
Læs mere

Årets lampe 2012

Årets lampe 2012

BO BEDREs lampepris gives til en ...
Læs mere

Tilmeld nyhedsbrev

Annonce

Annonce

Annonce