Vi er på landet i Nordjylland, hvor en stor gårdejendom har gennemgået en forvandling uden lige. Fra at være en faldefærdig, firlænget rønne er den nu blevet til 600 m² moderne bondeidyl for familien på seks.
Den gamle, nordjyske gårdejendom står nok stadig og ryster lidt i fundamentet efter den tur, gårdens nye familie for nylig har udsat den for. Landidyllen er skam stadig intakt – men er nu mest at genkende på de udvendige facader, som står smukt restaurerede med udsigt til markerne.
Det var ellers en ordentlig mundfuld for de nye ejere at overtage den renoveringsmodne gård – for hvor begynder og hvor slutter man, når man har hele 600 m² at boltre sig på?
Derfor allierede de sig hurtigt med indretningsarkitekterne Karin Olesen og Bjarke Hansen fra bolighuset Haus, og efter en del møder og hyggelig snak, fik de to parter efterhånden sporet sig ind på hinanden.
Familien, der tæller fire børn i alderen fra syv til 18 år, havde naturligt en del ønsker og behov, de gerne ville have opfyldt. Fx at køkkenet både skulle indeholde en rummelig spiseafdeling og en mindre tv-stue, så de havde mulighed for at være samlet under madlavningen.
I forbindelse med ombygningen er kun en mindre del af den oprindelige planløsning bevaret, og i de fleste tilfælde er rummene blevet større og flere steder åbnet til kip. Det har givet nogle helt nye rumoplevelser.
Indretningsarkitekterne fra Haus har i løbet af processen fået familien til at afprøve flere nye løsninger, ikke blot i det store perspektiv i renoveringen af huset, men også helt ned i detaljer, materialer og møbelvalg.
– Familien havde nok oprindeligt en lidt mere konservativ indretningsstil, end det er endt med nu. Men det har de på ingen måde været ked af, og hele familien er faktisk superglad for, at dens indretningsstil er drejet over i en mere moderne retning, fortæller Bjarke Hansen.
For både arkitekter og familie har det været en heftig opgave at komme igennem alle rum og kroge i det store hus, hvor hver eneste centimeter er blevet endevendt. Til gengæld er alle drømme levet ud – lige fra den grottelignende vinkælder, en spisestue med plads til 16 og tre badeværelser i ophøjet luksus.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.