Helle og Jacob Bahne, som leder butikskæden Bahne, bor på 12. år i et gammelt fireetagers hus på 400 m² nord for København. En langstrakt renovering og indretning har været det hele værd, synes parret, der i dag bor blandt farverige og modige ideer krydret med fund fra deres rejser til fx Bali.
Vi ville have meget svært ved at bo i moderne byggeri eller i en indretning, der er gået hen over hovedet på os. Sjælen skal med, og så må det tage den tid, det tager at finde de helt rigtige ting – hvad enten det er en lampe, en sofa eller en vase. Ordene er Helle Bahnes.
Og den tid, det tog at få den helt rigtige stil og indretning i hendes og hendes mand, Jacob Bahnes, hjem, er samlet set et lille årti. Men det har været det hele værd, siger parret, der til daglig leder interiørbutikskæden Bahne. – Det har været en hård proces, men alle uger, måneder og år, hvor vi har ligget i byggerod, er lagt bag os nu, fordi resultatet er så flot.
Det flotte resultat er et hus, der trods nedrivning af diverse vægge og parrets særlige indretningsideer har bevaret sin historie. Den ses fx i de sprossede døre og vinduer samt det sildebensmønstrede parketgulv. Elementer, som allesammen var grunde til, at Bahne-parret forelskede sig i huset for 12 år siden.
– Det færdigt indkøbte koncept er ikke os. Det dur ikke, at møblerne maser sig ind foran os. Hellere lade tiden, huset og én selv sætte sig, så kommer de gode ideer af sig selv, og det giver det bedste langtidsholdbare resultat. Det er lidt typisk for os, at vi ikke vælger den nemmeste løsning, når vi fx kaster os ud i at købe et gammelt hus. Vi vælger med hjertet og ikke hjernen, men så serverer vi selvfølgelig også en udfordring for os selv, og det må man tage med, siger Jacob Bahne.
Og Helle og Jacob Bahne lægger da heller ikke skjul på, at renoveringen har været en omsiggribende proces, der både har givet dem et personligt hus og en ny stil. – Det er et stort projekt at renovere et gammelt, 400 m² stort hus, som skal huse en familie på fire personer. Det har været vigtigt for os, at alle rum er funktionelle, så møbler og hus følges ad og flyder sammen i farver og form. Der er ikke nogen af de møbler og ting, som vi har i dag, der også var der for 10 år siden. Så huset bragte en ny identitet med sig, og vi måtte starte forfra. Nyt hus – ny stil.
Samtidig smitter parrets arbejdsliv i Bahne-butikkerne naturligvis også af på indretningen i hjemmet. Helle og Jacob Bahne rejser ofte til lande som Bali for at finde nyt interiør til kæden, og på rejserne opdager parret møbler og accessories, som inspirerer dem til at bo anderledes end det, man oftest ser på de hjemlige breddegrader. – Vi danskere sværmer til hvide vægge og mere eller mindre moderne, minimalistisk indretning, så for os er det netop en ældre buddha-figur i sten eller et par rustikke træmøbler – gerne noget, man har ledt efter i længere tid – som lige tilfører den historiske magi og balance, der skal til for, at det ikke bliver for pænt, siger Jacob Bahne.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.