Keramiker Morten Løbner Espersen og arkitekt Carsten Færgegaard ville ikke købe et fritidshus, der krævede meget vedligeholdelse og lange transporttider. I stedet har de skabt sig et urbant fristed tæt på både København og Øresund.
Med en skøn bylejlighed midt i København savnede de kun et fristed i naturen. Et sommerhus ved kysten var med i overvejelserne, men Carsten Færgegaard, 41, og Morten Løbner Espersen, 43, havde svært ved at forlige sig med tanken om i sommerperioden at skulle bruge så meget tid på transport frem og tilbage.
– Efter et besøg hos nogle venner i en kolonihaveforening på Amager Strand opdagede vi, at man kunne få den samme oplevelse kun syv minutter fra, hvor vi bor. Med en metrostation lige i nærheden var det bare at stige på inde i byen og stå af med en fed fornemmelse af at være ude i naturen, men alligevel centralt, siger Carsten Færgegaard.
Kort tid efter købte han og keramiker Morten Løbner Espersen deres egen kolonihave. En trekantet grund på bare 160 m2 med den tilføjelse i salgskontrakten, at et hus på kun 32 m2 skulle kunne løftes af, da grunden lå oven på en kæmpe kloakledning. – Det skræmte os ikke, for som sidste grund ud mod stranden kunne vi se vores fristed for os – helt privat og alligevel midt i byen.
I vinteren 2007 satte Carsten Færgegaard, der er uddannet arkitekt, og Morten Løbner Espersen sig til tegnebrættet, og allerede i foråret 2008 blev deres moderne kolonihavehus bygget på grunden. – Vi havde ikke købt stedet for at skulle ligge på knæ og male træværk, og derfor var det vigtigt for os, at huset blev vedligeholdelsesfrit.
Huset er placeret på grunden, så den lukkede facade skærmer af mod omverdenen, og de store vinduespartier åbner ud mod den store træterrasse og haven. Indeni er huset udformet som ét stort rum. – Vi snakkede meget om, hvor mange værelser vi kunne få på 32 m2, men besluttede os for ét stort rum i stedet for tre små, der ikke ville fungere.
Rummet er superminimalistisk indrettet med al funktionalitet gemt væk bag hvide flader. Den synlige del af køkkenet består af en bordplade og tre hylder, hvor kun det allervigtigste står fremme. Baderummet er kun adskilt fra resten af huset med en matteret glasdør.
Selve huset er holdt i gråt og hvidt, og som udgangspunkt er alt fast inventar hvidt, mens alt, der kan flyttes, har kulør. Inventaret er skåret ned til det essentielle: en futon, et bord med stole og to sækkestole. – Stedet fungerer, fordi alle møbler har flere funktioner. Futonbriksen fungerer både som seng, sofa og daybed. Der både spises, laves mad og arbejdes ved bordet. Og uanset, om vi er os selv eller har 10 gæster på besøg, så følger møblerne os, om vi er inde eller ude.
Den optimale udnyttelse af uderummet skyldes lævæggen, som forlænger huset med den store terrasse og skaber en hyggekrog. Men det er de seks store glasskydedøre, der åbner ud til haven og ophæver grænsen mellem det indre og ydre. – Man føler, at man sidder i haven. – Vi ville ikke have en græsplæne, der skulle klippes og spilles fodbold på, eller som vi skulle ligge med numsen i vejret for at luge.
Og når solen er gået ned, og grillen gløder, ligger huset stadigvæk og lyser midt i naturen i sin sanselige minimalisme ... med lyden af metroen hvert femte minut, ganske svagt i baggrunden, på vej ind mod byen.
BO BEDREs faste dessertkok Morten Heiberg har designet dette smarte bagesæt specielt til BO BEDRE.